Dijsselbloem forventer kritik på møde om Grækenland
Eurogruppens formand forventer både kritik og spørgsmål på møde om tredje lånepakke til kriseramte Grækenland.
På et ekstraordinært eurogruppemøde i Bruxelles skal de 19 finansministre diskutere, hvorvidt de skal godkende en tredje lånepakke til Grækenland på 85 milliarder euro.
På et ekstraordinært eurogruppemøde i Bruxelles skal de 19 finansministre diskutere, hvorvidt de skal godkende en tredje lånepakke til Grækenland på 85 milliarder euro. Foto: Colourbox/free


Det bliver ikke kort, advarer eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem, på vej ind til et ekstraordinært møde med sine EU-kolleger fredag i Bruxelles.

På mødet skal eurozonens 19 finansministre diskutere, hvorvidt de vil godkende et tredje støtteprogram til kriseramte Grækenland, der blev forhandlet på plads natten til tirsdag.

- Der vil være spørgsmål, der vil være kritik, og måske vil der være flere spørgsmål, der skal afklares eller forbedres.

- Forhåbentlig har vi ved aftenens slutning et positivt udfald, siger Dijsselbloem, der er hollandsk finansminister.

Spørgsmålet om den græske gælds bæredygtighed vækker stadig bekymring - særligt hos Den Internationale Valutafond, IMF, påpeger Dijsselbloem og tilføjer, at der vil blive kigget nærmere på gælden til efteråret.

- Forhåbentlig kan vi garantere, at gælden er bæredygtig på det tidspunkt og give yderligere garantier om nødvendigt, så IMF kan komme om bord i oktober.

- Fordi det er meget vigtigt for os alle sammen, siger Dijsselbloem.

IMF, der sammen med Den Europæiske Centralbank, ECB, og EU-Kommissionen er Grækenlands kreditorer, er en af de store fortalere for at nedskrive den græske gæld.

Men det er særligt Tyskland modstander af. Det er et dilemma, som den finske finansminister, Alexander Stubb, også påpeger på vej ind til mødet.

- IMF vil kun være involveret, hvis der er gældslettelse, og vi vil have IMF til at være involveret, men vi vil ikke have gældslettelse, siger Stubb, der på trods af det er optimistisk forud for mødet.

- Jeg vil være meget overrasket, hvis vi ikke får en aftale i dag, siger han.

Stubb er ikke den eneste, der er positiv. Den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, som har ført en hård linje over for grækerne, er også optimistisk.

- Jeg er sikker på, at vi får et resultat i dag, siger Schäuble ifølge nyhedsbureauet AFP på vej ind til mødet.

Schäuble tilføjer, at hvis aftalen ikke bliver godkendt, så bliver de nødt til at arrangere et overgangslån.

20. august skal Grækenland betale regninger til Den Europæiske Centralbank på i alt 3,2 milliarder euro.

Hvis eurogruppen godkender den tredje lånepakke, vil Grækenland over de næste tre år få 85 milliarder euro i nye lånemidler. Der sker på betingelse af gennemgribende reformer i det græske samfund.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.