Digteren Yahya Hassan blev slået, inden han løsnede skud mod en 17-årig mand søndag den 20. marts.
Det forklarer digterens søster, der torsdag middag afgiver forklaring i Retten i Aarhus.
Iført sort tørklæde og sort læderjakke med hvid pelskrave har hun indtaget vidneskranken, hvor hun med lavmælt stemme fortæller om hændelsen.
Kvinden fulgte optrinet fra sin mors lejlighed, der har udsyn mod stedet på Kappelvænget, hvor skudepisoden fandt sted.
- Jeg ser ud af vinduet, at min bror bliver slået i ansigtet. Derefter råber han: Lad mig være, fortæller digterens søster.
Dermed bekræfter hun den 21-årige digters egen udlægning af hændelsen.
Han har forklaret, at han på vej ud af et pizzeria helt umotiveret blev tildelt flere knytnæveslag i ansigtet.
Dernæst blev han passet op af en 17-årig mand, som digteren mente at kende fra den gruppe, som overfaldt ham to dage forinden.
Digteren har erkendt at have løsnet skud mod den 17-årige, som blev ramt i foden.
Hensigten var dog ikke at ramme den 17-årige, kun at afskrække ham, har Yahya Hassan fortalt.
Søsteren fortæller i retten, at hun fra vinduet kunne se to grupper med hver tre personer nærme sig stedet, hvor Hassan og den 17-årige befandt sig.
- Jeg råber til ham, at nogen er på vej over til ham, og at han hellere må komme væk, siger søsteren.
Et andet vidne har tidligere på dagen også fortalt, at han kunne se to-tre personer på vej mod Hassan.
Ejeren af det pizzeria, hvor Hassan bestilte mad, har derimod fortalt, at han ikke kunne se andre end Hassan og den 17-årige.
Sagen fortsætter torsdag eftermiddag, og der ventes dom 16. september.
/ritzau/