DIF ser frem til at få dansk fodbold med til OL
En holdsport skaber sammenhold. Derfor jubler Danmarks Idrætsforbund over fodboldlandsholdets OL-plads.


I Danmarks Idrætsforbund er man begejstret for, at nationens bedste U21-fodboldspillere tirsdag kvalificerede sig til OL i kraft af en semifinaleplads ved EM i Tjekkiet.

- Det er fedt for dansk fodbold og fedt for det samlede danske OL-hold, fordi en holdsport som fodbold skaber ekstra interesse og sammenhold, siger Morten Rodtwitt, der er chef de mission for det danske OL-hold i Rio til næste sommer.

Morten Rodtwitt har hæftet sig ved spillernes passion for spillet, som han mener har skinnet igennem i den nuværende U21-EM-turnering og i kvalifikationsturneringen forinden.

I en pressemeddelelse fra DIF siger han videre:

- Jeg synes, at det er et meget spændende hold, som lige nu spiller U21-EM. Det er tydeligt at se, at de elsker fodbold, og jeg håber også, at de kommer til at elske OL, som er noget helt nyt for alle spillerne.

Danmark deltog senest med et fodboldhold ved OL i 1992.

Ved OL må kun tre af holdenes spillere være ældre end 23 år. 16 hold er med i turneringen, som spilles på seks forskellige arenaer.

Danmarks U21-landshold blev OL-klar med sejren på 2-0 over Serbien ved EM i Tjekkiet tirsdag. Holdet spiller semifinale ved EM på lørdag. Hvem modstanderen bliver i semifinalen, bliver først afgjort onsdag aften.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.