DIF-rapport: DBU skal udvikle sig
En rapport fra DIF beskriver de udfordringer og muligheder, som dansk breddefodbold og DBU står over for.
En af konklusionerne i rapporten er, at den foreningsbaserede fodbold i fremtiden vil møde stigende konkurrence fra kommercielle aktører, og at DBU skal udvikle sig for at tilfredsstille behovene hos især den voksne befolkningsgruppe mellem 25 og 59 år.
En af konklusionerne i rapporten er, at den foreningsbaserede fodbold i fremtiden vil møde stigende konkurrence fra kommercielle aktører, og at DBU skal udvikle sig for at tilfredsstille behovene hos især den voksne befolkningsgruppe mellem 25 og 59 år. Foto: www.colourbox.com/free


Dansk Boldspil-Union (DBU) skal udvikle sig og være langt mere fleksibel, hvis unionen ikke vil miste fodfæste i et stærkt stigende kommercielt fodboldmarked.

Sådan lyder den kraftige opfordring fra Danmarks Idrætsforbund (DIF), som onsdag offentliggjorde rapporten "Fodbold i Danmark".

Rapporten er skrevet af Kasper Lund Kirkegaard, Michael Fester og Peter Gottlieb med hjælp fra analytikerne i Team Analyse, og den kigger nærmere på dansk breddefodbolds historiske og nuværende tilstand samt fremtidige udvikling.

En af konklusionerne i rapporten er, at den foreningsbaserede fodbold i fremtiden vil møde stigende konkurrence fra kommercielle aktører, og at DBU skal udvikle sig for at tilfredsstille behovene hos især den voksne befolkningsgruppe mellem 25 og 59 år.

- DBU, og foreningsidrætten som helhed, skal være endnu bedre til at udvikle fleksible og lettilgængelige tilbud til den voksne befolkningsgruppe.

- Lykkes det, har DBU et kæmpe potentiale i forhold til at få aktiveret en stor gruppe af befolkningen, siger DIF"s udviklingschef, Morten Mølholm Hansen, i en pressemeddelelse.

DIF og DGI har en fælles vision om, at 75 procent af danskerne i 2025 skal være idrætsaktive - heraf 50 procent i en idrætsforening.

DBU vil som DIF's klart største specialforbund spille en vigtig rolle i den vision.

- Vi har lært af det kommercielle og selvorganiserede marked. Vi skal bruge denne lære til at udvikle tilbud, som passer til danskerne.

- Det skal være lettere at gå til foreningsidræt. Både i forhold til tid og i forhold til selve aktiviteten. Lykkes den øvelse, så er jeg overbevist om, at foreningsidrætten og DBU også i fremtiden vil være attraktiv for den voksne gruppe.

- For vores idrætstilbud er sjove, sunde og tilbyder et fællesskab, som man ikke finder mange andre steder, siger Morten Mølholm.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.