DIF finder flygtningehold ved OL prisværdigt
Udøvere, der som flygtninge ikke kan repræsentere et land, skal alligevel have en OL-chance, mener DIF.
Morten Mølholm Hansen hilser flygtningehold velkommen ved OL.
Morten Mølholm Hansen hilser flygtningehold velkommen ved OL. Foto: Polfoto/Free


- Et meget prisværdigt initiativ.

Sådan lyder Dansk Idrætsforbunds direktør, Morten Mølholm Hansens, holdning til, at Den internationale Olympiske Komite (IOC) har oprettet et hold for flygtninge, der kan deltage ved OL i Rio.

- Hele meningen med OL er jo, at verdens bedste atleter har mulighed for at mødes og konkurrere. Derfor er det naturligvis ærgerligt, når internationale konflikter sætter en stopper for visse atleters mulighed for at deltage.

- På den måde er det nye hold for flygtninge, der jo ikke længere har et land, de kan repræsentere, helt rigtigt, siger Morten Mølholm Hansen i en pressemeddelelse.

IOC's flygtningehold får navnet Team Refugee Olympic Athletes - eller blot Team ROA - og IOC har identificeret 43 lovende kandidater til teamet.

DIF har ikke kendskab til, om der blandt de flygtninge, der er i Danmark, skulle være eliteatleter.

OL 2016 afvikles fra 5. til 21. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.