DIF efter badmintonsejr: Det lover godt for Rio-legene.
Danmarks Idrætsforbund lykønsker de danske badmintonspillere med den historiske triumf i Thomas Cup.
Kronprins Frederik og DIF-formand Niels Nygaard.
Kronprins Frederik og DIF-formand Niels Nygaard. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Formanden for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, hylder badmintonherrerne efter deres guldpræstation ved hold-VM.

Med en sejr på 3-2 over Indonesien vandt Danmark for første gang nogensinde Thomas Cup.

Niels Nygaard glæder sig over sejren på både spillernes og dansk idræts vegne og ser pragtpræstationen som et meget lovende signal frem mod OL i Rio til sommer.

- Der skal lyde et kæmpe tillykke til spillerne. Det er vildt imponerende, at en håndfuld spillere fra en lille nation som Danmark kan tage til Kina og slå sig helt til tops i en idrætsgren, som er så udbredt i folkerige nationer som eksempelvis Kina, Indonesien og Japan.

- Også tillykke til trænerne og lederne i badmintonforbundet med et fantastisk arbejde gennem årene, siger Niels Nygaard i en pressemeddelelse.

- Det lover godt for Rio-legene i august.

- I det hele taget er det en fornøjelse at følge de danske atleter i øjeblikket. Svømmerne gør det også fantastisk i disse dage, og i flere andre idrætsgrene bliver der leveret toppræstationer af danske idrætsudøvere, siger Niels Nygaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.