DiCaprio skal vidne i omstridt retssag
Filmen "The Wolf of Wall Street", som skuespilleren har produceret, hives i retten for injurier.
Leonardi DiCaprio vandt en Oscar-statuette i år for filmen "The Revenant".
Leonardi DiCaprio vandt en Oscar-statuette i år for filmen "The Revenant". Foto: Virginia Mayo/AP


"The Wolf of Wall Street" er fortællingen om børsen i New York, aktiehandlerne og det vilde jetsetliv med druk, damer og champagnefester.

Det Martin Scorsese-instruerede komediedrama opnåede stor succes og blev nomineret til flere prestigefyldte priser, men nu er folkene bag filmen hevet i retten.

Sagsøgeren Andre Greene mener nemlig, at han er fremstillet "etisk og moralsk forkert" af skuespilleren P. J. Byrne, der spillede Nicky "Rugrat" Koskoff, så derfor kræver han 10 millioner danske kroner i erstatning for injurier af filmselskabet.

Greene hævder nemlig, at Koskoff-karakteren er baseret på ham.

- Filmens scener vedrørende Greene er falske, ærekrænkende og fundamentalt skadelige for Greenes faglige omdømme - både som advokat, som investeringsbankmand og hans personlige omdømme, siger hans advokater.

Derfor skal filmens hovedrolleindehaver, stjerneskuespilleren Leonardo DiCaprio, nu også afgive forklaring i sagen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

DiCaprio spillede rollen som Jordan Belfort, en børshandler, hvis biografi var grundlag for selve filmen.

Skuespilleren har også været med til at producere filmen, men ifølge advokater har den 41-årige Oscar-vindende "The Revenant"-stjerne ikke skrevet manuskriptet og kan derfor ikke stilles til ansvar for portrætteringen af Koskoff-karakteren.

Greenes advokater mener dog det modsatte ved at hævde, at DiCaprio regelmæssigt som en af filmens producere mødtes med instruktør Martin Scorsese og manuskriptforfatteren Terence Winter.

Produktionsselskabet Paramount afviser Greenes påstande og hævder, at Nicky "Rugrat" Koskoff-karakteren ikke er baseret på ham, men er sammensat af mange forskellige typer mennesker.

Hvornår Leonardo DiCaprio skal i vidneskranken, vides endnu ikke.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.