DI Transport ser på om danske vognmænd er snydt i kartelsag
Stor bøde til Europas største producenter af lastbiler tyder på vidtforgrenede kartel, mener DI Transport.
EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, uddeler tirsdag en rekordstor kartelbøde på 2,93 milliarder euro til Europas største producenter af lastbiler.
EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, uddeler tirsdag en rekordstor kartelbøde på 2,93 milliarder euro til Europas største producenter af lastbiler. Foto: Jørgensen Jakob/Polfoto


En rekordstor bøde på 22 milliarder kroner fra EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, til Europas største producenter af lastbiler tyder på omfattende kartelsag.

Men det er endnu for tidligt at sige, hvilke konsekvenser det skal have.

Sådan lyder det fra Michael Svane, Dansk Industris Transports branchedirektør, som dog kalder sagen opsigtsvækkende.

- Bødens størrelse antyder, at der er tale om et meget vidtforgrenede kartel, og det vil vi selvfølgelig kigge nærmere på. Men vi skal først og fremmest lige have tid til at kigge sagen ordentligt igennem.

- Vi vil studere grundlaget for kommissionens afgørelse, herunder også en vurdering af, hvor omfattende kartellet har været, og om det har haft konsekvenser for vognmænds virksomheder, der har købt lastbiler i Danmark.

Kartellet har stået på i 14 år fra 1997 og frem til 2011, da EU-Kommissionen gennemførte inspektioner på lastbilfabrikkerne.

De første syv år blev priserne aftalt, når ledende medarbejdere fra producenterne af lastbiler mødte hinanden til blandt andet handelsmesser suppleret med samtaler over telefon.

Hos DI Transport er det netop konsekvenserne for det danske marked, som er mest interessant at se nærmere på, siger Michael Svane.

- Om det har haft en rolle og betydning for det danske marked er selvfølgelig noget af det første, vi vil interessere os for.

Spørgsmål: Hvilke konsekvenser mener du, at sagen bør få?

- Med det forbehold, at jeg endnu ikke kender sagen i detaljer, så vil omfattende karteldannelser normalt føre til en undersøgelse af, om man har betalt for meget for sine lastbiler og om der grundlag for erstatning. Det vil selvfølgelig kigge nærmere på.

Bøderne rammer Volvo/Renault, Daimler, Iveco og DAF, mens MAN, der afslørede kartellet, slipper for straf.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.