Seks ud af ti medlemmer af HK Privat mener, at virksomheder har en forpligtigelse til at ansætte medarbejdere i fleksjob. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har gennemført for HK/Privat, skriver Avisen.dk i dag.
Hos HK/Privat er det en klar opsang til de danske virksomheder om at komme i gang med at ansætte flere fleksjobbere.
- Det skyder hul i arbejdsgivernes undskyldninger om, at det er besværligt at have fleksjobbere ansat. De medarbejdere, som rent faktisk arbejder sammen med fleksjobberne, ser positivt på, at de skal være en del af arbejdspladsen - så det bør virksomhederne også i langt højere grad gøre, siger Marianne Vind, næstformand for HK/Privat.
Hos Dansk Industri (DI), som er af de største arbejdsgiverorganisationer på HK Privats område, mener man ikke, at skylden for ledige fleksjobbere kan skydes på virksomhedernes modvilje til at ansætte dem.
- Jeg er ikke enig i, at virksomheder synes, at det er besværligt have fleksjobbere ansat, siger Steen Nielsen, underdirektør i DI.
Reform skyld i ledige fleksjobbere
Ifølge DI er forklaringen i stedet, at fleksjobreformen som trådte i kraft i 2013 gjorde, at det blev sværere for virksomhederne at ansætte fleksjobbere.
- Den største udfordring til at få fleksjobbere i job er, at det efter reformen er blevet meget svært at tage medarbejdere, som allerede er ansat i virksomheden ind i et fleksjob, siger Steen Nielsen.
Ændringen i reformen betyder, at hvis en medarbejder i en virksomhed kommer ud for en ulykke eller bliver ramt af en sygdom, som gør at vedkommende ikke kan fortsætte sit almindelige arbejde, så må virksomheden ikke længere ansætte vedkommende i det samme job som fleksjobber.
Anderkender problem med ledige fleksjobbere
Steen Nielsen anerkender dog, at det er en udfordring at få de ledige fleksjobbere i arbejde, selvom han slår fast, at antallet af danskere i fleksjob er steget over de seneste år.
- Det er et problem, at der går ledige fleksjobbere rundt, men det er altså ikke fordi, virksomhederne synes, at det er besværligt at ansætte dem. Tværtimod ligger den største barriere i selve reformen, hvor det ikke længere er muligt at ansætte folk i fastholdelsesfleksjob, siger Steen Nielsen.
Han pointerer, at det er et problem som både DI og fagforbundene under CO-industri har rejst over for ministeren og de politiske partier bag reformen flere gange.
HK har omkring 4.500 medlemmer, som er ansat i fleksjob. Knap seks ud af ti har fleksjob i en privat virksomhed, hver tiende i staten og hver tredje i en kommune. Derudover har HK omkring 1.100 medlemmer, som er visiteret til et fleksjob, men er ledige.
Generelt er der godt 68.000 fleksjobbere i Danmark. Et tal som har været støt stigende de seneste mange år. Det samme gør sig dog også gældende for antallet af ledige fleksjobbere, som modtager den såkaldte ledighedsydelse. Det gør i alt 31.000 personer, viser tal fra jobindsats.dk.