DI: Kinesisk devaluering rammer dansk eksport
Kinas beslutning om at nedskrive værdien af yuan gør det sværere at afsætte danske varer i landet.
Den kinesiske valuta er blevet mindre værd natten over, efter at den blev devalueret med to procent i forhold til dollaren.
Den kinesiske valuta er blevet mindre værd natten over, efter at den blev devalueret med to procent i forhold til dollaren. Foto: Chalad/free


Det kommer formentlig til at koste danske eksportvirksomheder omsætning, at Kina tirsdag besluttede sig for at nedskrive værdien af valutaen yuan over for dollaren.

Det vurderer seniorchefkonsulent Allan Sørensen fra Dansk Industri oven på forsøget på at sparke liv i den kinesiske økonomi.

- Det betyder umiddelbart for danske virksomheder, at vores varer bliver dyrere i Kina, og det vil alt andet lige gøre det sværere at afsætte dem.

- Det, vi skal håbe på, er, at devalueringen giver det tilsigtede løft i væksten, som øger den kinesiske efterspørgsel og på den måde kan være med til at øge vores eksportmuligheder på sigt, siger han.

Kina ser ud til at få svært ved at nå de syv procents vækst i år, som man tidligere har meldt ud.

Samtidig har eksporten skuffet det seneste år, formentlig fordi man traditionelt har ladet yuan følge dollaren, som er blevet styrket.

Det prøver kineserne så at imødegå med dette træk, som ifølge regeringen er en engangsforestilling.

Derfor mener Allan Sørensen heller ikke, at der er grund til at opgive Kina som eksportmarked.

- Kina er et marked i en rivende udvikling, også selv om det måske ikke går så hurtigt fremad, som man tidligere troede.

- Man skal også huske, at vi selv har haft glæde af en stærk dollar og en svag euro. Kigger man hen over det seneste år, så er kronen selv efter devalueringen faldet i værdi i forhold til yuan, siger han.

Danmarks samlede eksport af varer og tjenester til Kina udgjorde i 2014 57,5 milliarder kroner. Det svarede til 5,6 procent af den samlede eksport.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.