DI: EU-datasag vil gøre livet surt for virksomheder
Dansk Industri påpeger, at det er vigtigt for virksomheder, at EU har de samme dataregler som USA.


Det er vigtigt for virksomheder, at EU og USA har de samme regler omkring databeskyttelse.

Det mener Adam Lebech, som er branchedirektør for Dansk Industri Itek, som repræsenterer 300 teknologivirksomheder.

- Vi lever i en globaliseret verden. For et indre marked er det optimalt, at man kan have et datacenter i USA til at betjene forbrugere eller virksomheder i Europa, siger han.

EU og USA har tidligere kunnet udveksle data via Safe Harbour-aftalen fra 2000. Men EU-Domstolen har tirsdag besluttet, at de europæiske forbrugeres data ikke er tilstrækkeligt beskyttet af denne aftale.

EU-Kommissionens tidligere beslutning om at acceptere amerikansk datasikkerhed er derfor ugyldig.

- Det er beklageligt, men vi tager dommen til efterretning. Rigtig meget forretning bygger på, at man kan have et ensartet samarbejde omkring databeskyttelse, siger Adam Lebech.

Tusindvis af både amerikanske og europæiske virksomheder - fra Facebook og Google til flyselskaber - overfører løbende data fra Europa til USA.

- Det bliver dyrere, når man skal have mange datacentre mange forskellige steder. Det er meget smartere for et selskab, der opererer globalt, at man kan have datacentre, som kan anvende de samme data, siger Adam Lebech.

Ifølge Adam Lebech må virksomhederne nu sno sig og benytte andre regler og lovgivning for at kunne udveksle data - for eksempel Standard Contractual Clauses og Binding Corporate Rules.

- Derfor er vores politiske opfordring, at EU-Kommissionen og USA må sætte ekstra tempo på de igangværende forhandlinger om at få lavet en ny Safe Harbour-aftale.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.