DI: Atomaftale giver virksomheder nye eksportmuligheder
Tirsdagens atomaftale med Iran ophæver gradvist sanktioner mod landet, hvilket giver danske muligheder.
Atomaftalen med Iran kan betyde bedre eksportmuligheder for danske virksomheder, som kan sælge varer til Iran, når sanktionerne gradvist hæves.
Atomaftalen med Iran kan betyde bedre eksportmuligheder for danske virksomheder, som kan sælge varer til Iran, når sanktionerne gradvist hæves. Foto: Colourbox/free


Som verdens 18. største økonomi og med en befolkning på 78 millioner kan Iran blive et nyt eksportmarked for danske virksomheder efter tirsdagens atomaftale mellem Iran og seks stormagter.

Det håber Dansk Industri (DI) kan blive den positive konsekvens af, at sanktioner mod Iran vil blive ophævet som resultat af atomaftalen.

- Dansk eksport har gennem en halv snes år været stigende til de lande i Mellemøsten, som økonomisk og størrelsesmæssigt minder om Iran. Eksporten til Tyrkiet og Saudi-Arabien er fordoblet fra 2005 til 2013.

- Derfor vil en gradvis lempelse af sanktionerne mod Iran påvirke danske virksomheders eksport til Iran positivt, siger underdirektør i DI, Peter Thagesen, i en pressemeddelelse.

Sanktionerne mod Iran omfatter handelssanktioner, investeringssanktioner, sanktioner rettet mod Irans atom- og energisektor samt en udelukkelse fra det internationale banksystem.

- Sanktionerne har haft en direkte indvirkning på eksporten til Iran. Virksomhederne har kunnet sælge mange varer lovligt, men det har været svært at modtage betaling for handlerne på grund af sanktioner over for Irans finansielle system, siger han.

Men når sanktionerne nu langsomt vil blive lempet, vil der ifølge DI være mulighed for at eksportere danske fødevarer, udstyr og ingredienser til den iranske fødevareindustri.

- Men også på grøn teknologi og sundhedsområdet har danske virksomheder gode muligheder for at byde ind, lyder det fra Peter Thagesen.

Den historiske atomaftale er tirsdag blevet indgået efter 18 dages intensive slutforhandlinger i den østrigske hovedstad, Wien, mellem Iran og de seks stormagter USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.