DHF håber at have DM-slutspilsprogram klar mandag
Ovenpå DIF's dom i Ortega-sagen skal DHF udarbejde et nyt kampprogram ud fra nye slutspilsgrupper.
Som følge af Carlos Ortega-sagen skal der laves nyt kampprogram til herrernes slutspil.
Som følge af Carlos Ortega-sagen skal der laves nyt kampprogram til herrernes slutspil. Foto: Uwe Anspach/Polfoto


Dansk Håndbold Forbund (DHF) blev sat på overarbejde, da Danmarks Idrætsforbunds (DIF) højeste appelinstans torsdag tildelte KIF Kolding København sejren i den såkaldte Ortega-sag.

KIF var ellers blevet idømt en pointstraf på fem point for at have brugt træner Carlos Ortega ulovligt, men klubben får nu pointene tilbage.

Den nye dom ændrer ikke på, hvilke otte hold der går i slutspillet hos herrerne, men der bliver vendt op og ned på en række placeringer, hvilket blandt andet betyder, at KIF og Skjern bytter slutspilsgruppe, og KIF får to point i stedet for nul point med videre.

DHF er nu i gang med at lægge et nyt kampprogram. Det ønskes færdiggjort så hurtigt som muligt, men realistisk set bliver det først i begyndelsen af næste uge.

- Vi ville hellere have det færdigt for en time siden end om en time, men klubberne skal have den relevante tid. Jeg håber, vi langt hen ad vejen kan være i mål på mandag, siger DHF's chef for turnering, Frank Smith.

- Det kommer an på klubberne. Nogle af dem har måske bestilt haller og skal nu lave nye aftaler. De skal også have lov til at trække vejret. Tv er også inde over, da man ønsker at transmittere de fleste kampe, tilføjer han.

Han forklarer, at ligareglementet dikterer, at kamprækkefølgen bestemmes af placeringer fra gruppespillet.

- Klubberne er sikkert ikke glade, men det er sådan, at vilkårene er. Juraen har talt, og det retter vi os naturligvis efter, siger Frank Smith.

Efter DIF's dom står det klart, at den ene slutspilsgruppe består af Team Tvis Holstebro (2 point), Skjern (1 point), Bjerringbro-Silkeborg og Sønderjyske.

Den anden gruppe er et anliggende mellem KIF Kolding København (2 point), Århus (1 point), GOG og Aalborg.

Ifølge det oprindelige kampprogram skulle slutspillet sættes i gang 14. april.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.