DHF-formand: Vores yngste matcher de bedste i verden
Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen hylder ungdomslandsholdenes flotte præstationer over sommeren.
DHF-formand Per Bertelsen (nederst til venstre) roser de unge danske håndboldspillere efter en række gode præstationer denne sommer. Arkivfoto.
DHF-formand Per Bertelsen (nederst til venstre) roser de unge danske håndboldspillere efter en række gode præstationer denne sommer. Arkivfoto. Foto: BONNERUP CLAUS/Polfoto


Danmark har den seneste måned haft seks ungdomslandshold af sted for at teste og udvikle håndboldtalentet ved slutrunder rundt om i verden, og høsten blev to gange guld, to gange sølv, en femteplads og en syvendeplads.

Per Bertelsen er som formand for Dansk Håndbold Forbund (DHF) stolt over ungdomslandsholdenes præstationer.

- Jeg er dybt imponeret over det arbejde, der bliver gjort i vores talentsystem, men i høj grad også over det daglige arbejde, der gøres ude i klubberne, så talenterne får den løbende udvikling og motivation, der gør, at de kan præstere deres ypperste, når de er samlet i vores regi, siger Per Bertelsen til forbundets hjemmeside.

Han har fulgt holdenes færden på tætteste hold og mener, at der er stort potentiale i fremtidens unge håndboldspillere.

- Det er en fornøjelse at se, hvor seriøst og dygtigt holdene arbejder i de intensive samlinger, de har i forberedelsesfasen, og under mesterskaberne fortsætter udviklingen i spillet, så selv vores yngste hold matcher de bedste hold i verden, konstaterer han.

De seks ungdomslandshold opnåede følgende resultater:

U21-herrerne under ledelse af Claus Hansen var til VM i Brasilien og vandt sølv.

U19-kvinderne under ledelse af Flemming "Tuborg" Larsen var til EM i Spanien og vandt guld.

U17-drengene var til ungdoms-OL i Georgien under ledelse af Jesper Houmark og sluttede som nummer fem.

U17-pigerne var til ungdoms-OL i Georgien under ledelse af John Larsen og Thomas Reeh og vandt sølv.

U19-herrerne under ledelse af Morten Henriksen var til VM i Rusland og sluttede som nummer syv.

U17-pigerne under ledelse af Heine Eriksen var til EM i Makedonien og vandt guld.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.