DF's EU-forslag vækker undren hos Enhedslisten
Uanset udfaldet af britisk afstemning ønsker Enhedslisten en dansk afstemning om udmeldelse af EU.
Søren Søndergaard, der er EU-ordfører for Enhedslisten, vil have en folkeafstemning om det danske medlemskab uanset udfaldet af den britiske afstemning. Arkivfoto.
Søren Søndergaard, der er EU-ordfører for Enhedslisten, vil have en folkeafstemning om det danske medlemskab uanset udfaldet af den britiske afstemning. Arkivfoto. Foto: Ryge Christoffersen Emil/Polfoto


De står som regel skulder ved skulder, når det handler om at få danskerne til at stemme nej ved folkeafstemninger om EU.

Men hvad Dansk Folkeparti egentlig vil opnå med sit krav om en dansk folkeafstemning i tilfælde af, at briterne på torsdag stemmer for at forlade EU, er på ingen måde klart for Enhedslisten.

Det siger EU-ordfører Søren Søndergaard, efter at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, over for Jyllands-Posten har fastslået, at DF ønsker en dansk afstemning.

- Det er totalt uklart, hvad de foreslår en folkeafstemning om, siger Søndergaard.

- Det er ikke en folkeafstemning om EU-medlemskabet. Det er en folkeafstemning om at sende den danske regering ned til EU for at forhandle et eller andet, som indebærer en mindre tilknytning.

Søren Søndergaard henviser til, at Dansk Folkeparti tilbage i marts stemte imod et forslag fra Enhedslisten, der opfordrede regeringen til at "udskrive en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal forblive i EU på de nye betingelser eller melde sig helt ud."

- Hvis Venstre og Dansk Folkeparti gerne vil forhandle sig frem til nogle nye betingelser og så sætte det til afstemning, så for vores skyld ingen alarm.

- Men det, Thulesen Dahl foreslår nu, er en afstemning, før man forhandler med EU. Det kan jeg ikke forstå, hvad skal bruges til, siger Søren Søndergaard.

En meningsmåling, Voxmeter har foretaget for Ritzau, viser, at 40,7 procent af danskerne ønsker en dansk folkeafstemning, hvis briterne forlader EU. Men 45,6 procent siger nej tak til at stemme.

Dermed er danskerne splittede i to næsten lige store grupper på spørgsmålet.

Til gengæld siger hele 59,8 procent, at Danmark bør blive, selv om briterne forlader EU. Kun 22,4 procent af danskerne er klar til at følge briterne ud, hvis det fredag står klart, at afstemningen i Storbritannien er endt med såkaldt brexit. 17,8 procent er i tvivl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.