Det er uden sammenhæng, når X Factor-dommer Thomas Blachman siger, at man skal lade være med at stille op i et tv-program, som man selv mener skal nedlægges.
Det siger Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus og skyder dermed tilbage på Thomas Blachman. Han langede mandag ud efter Dansk Folkeparti, som netop har foreslået at skære Danmarks Radios budget ned med en fjerdedel.
Til BT sagde Thomas Blachman blandt andet:
- Det er fint nok, det de siger, men så skulle de overveje at lade være med at stille op i programmet selv.
Han henviste dermed til at DF-folketingsmedlemmet Kim Christiansen i 2012 stillede op til prøverne i X Factor. Kim Christiansen gik ikke videre.
- Det er noget sludder. Jeg forstår godt, at han skyder på folk, der vil fjerne en god indtægt fra ham. Han får jo en rigtig fed løn for at lave X Factor, og uden ham ville DR næppe heller kunne lave programmet. Men at man som DF'er skal holde sig væk fra programmet, det er under lavmålet, siger Morten Marinus tirsdag til BT.
Morten Marinus, Dansk Folkeparti. Foto: Torben Hansen/Scanpix/Arkiv
Han siger endvidere, at Dansk Folkeparti har peget på, at X Factor måske ikke løfter samtlige musikgenrer og bør fokusere på de krav, der er stillet til Public Service.
Døgnfluer for 10. gang
Morten Marinus mener desuden, at vinderne af X Factor er døgnfluer, der ikke har succes efter programmets afslutning.
Når X Factor toner frem på skærmen til januar, fejrer programmet 10-års jubilæum. Dermed er det DR’s længst løbende kontinuerlige underholdningsprogram. De første prøver åbner i København 17. august og 23. august i Aarhus.