DF'er anmeldt for kontroversielt opslag: Klip Venligboere skaldede
Et kontroversielt Facebook-opslag fra lokalformanden for Dansk Folkeparti i Nyborg er blevet meldt til politiet.
Venligboerne stod klar til at tage imod flygtninge på Hovedbanegården i København i september.
Venligboerne stod klar til at tage imod flygtninge på Hovedbanegården i København i september. Foto: Nils Meilvang/Scanpix


SF's byrådsmedlem i Nyborg, Thomas Laursen, har anmeldt den lokale DF-formand, Jens Hald, til politiet efter et kontroversielt opslag på Facebook.

Det skriver flere medier.

Jens Hald lavede den 5. januar et opslag om venligboerne, der er en gruppe frivillige, der opfordrer folk til at byde flygtninge velkommen til Danmark. Her skrev han:

"Det er en situation, vi også kommer til at opleve. Med alle de landsforræddere af 'venligboere' der med åbne arme inviterer lykkeriddere i form af unge muslimske mænd med en fjendtlig sekterisk kultur, kan det kun gå galt. Disse 'venligboere' udfører landsskadelig virksomhed på samme måde, som de danskere der under den tyske besættelse bød tyskerne velkommen. Den dag det går op for den danske befolkning, at den er helt gal, skal vi klippe disse venligboere helt skaldede, som tyskerpigerne blev i sin tid."

En konkret trussel

Indlægget er nu blevet slettet, men har fået mange til at reagere. Blandt andet altså byrådsmedlemmet Thomas Laursen, der har valgt at politianmelde Jens Hald på grund af den sidste del af kommentaren.

- Det er efter min mening strafbart, fordi det fremsætter en helt konkret trussel mod mennesker, som man kan identificere nu og her. Det er jo helt ude i hampen og utilstedeligt, siger Thomas Laursen til tv2.dk.

Den radikale politiker Zenia Stampe har også reageret på indlægget.

"Nogen ville måske sige, at Jens Hald er en harmløs tosse, der ikke fortjener mere opmærksomhed. Men han er en ledende DF'er, han har magt og indflydelse. Tænk, at han taler på vegne af Dansk Folkeparti, når han håner og truer danskere," skriver hun på Facebook.

"Den dag det går op for den danske befolkning, at den er helt gal, skal vi klippe disse venligboere helt skallede, som...

Opslået af Zenia Stampe på 9. januar 2016

Jens Hald har nu slettet opslaget og siger til BT, at der har sneget sig en fejl ind. Ifølge DF'eren skulle der have stået "Skal vi så klippe disse venligboer helt skaldede, som tyskerpigerne blev i sin tid?", siger han til avisen, der også har spurgt ham, hvad han mener med opslaget. Til det svarer han blandt andet:

- At det grænser til samme landsforræderi som dem, der bød tyskerne velkommen i sin tid. Det at invitere muslimerne, som ikke vil os, er som at invitere en trojansk hest inden for. Du kan se, hvordan det vil påvirke samfundet, og de vil ikke vores demokrati. Og på et tidspunkt er det for sent. De byder en fjende inden for. Jeg betragter muslimerne som en fjende.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.