DFDS tror på endnu bedre 2015 efter fint første halvår
Rederiet DFDS opjusterer forventningerne til året. Foreslår samtidig halvårlige udbytter og en aktiesplit.


Der er fremgang over hele linjen hos rederiselskabet DFDS, som kom ud af andet kvartal med et resultat før skat på 319 millioner kroner.

Det er 88 millioner mere. end det lykkedes at tjene i samme periode sidste år, svarende til en stigning på 38 procent.

- Vores shippingaktiviteter leverede endnu et stærkt kvartal understøttet af fordele fra kundefokus, vedvarende forbedringer og mængdefremgang, der var højere end forudset.

- Vi er meget tilfredse med at have opnået gruppens mål om et afkast på den investerede kapital på mindst 10 procent, siger administrerende direktør Niels Smedegaard i en pressemeddelelse.

Det fine regnskab får nu selskabet til at opjustere forventningerne til året, så man nu forventer en indtjening før skat, renter og afskrivning på mellem 1,8 og 1,9 milliarder kroner. Det er anden gang, at forventningen opjusteres i år.

Bestyrelsen foreslår desuden, at man indfører halvårlige udbyttebetalinger og betaler et foreløbigt udbytte på ni kroner pr. aktie allerede i september som ekstra udbytte for 2015.

Samtidig foreslås det at splitte hver aktie op i fem for at styrke dens likviditet. En DFDS-aktie kostede onsdag ved lukketid 944 kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.