DF vil presse Venstre: Kampen mod social dumping skal sikres
Det er afgørende, at der bliver trappet op i forhold til kampen mod social dumping, mener DF, der vil presse Venstre til at garantere, at kampen kan fortsætte.
- Det er helt afgørende at vi trapper op i forhold til kampen mod social dumping, siger DF's Peter Kofod Poulsen.
- Det er helt afgørende at vi trapper op i forhold til kampen mod social dumping, siger DF's Peter Kofod Poulsen. Foto: Scanpix/arkiv


Når 2017 skifter til 2018 bliver indsatsen mod social dumping beskåret med mere end 100 millioner.

Men nu vil Dansk Folkeparti presse Venstre til at garantere, at kampen mod skattesnyd og dårlige arbejdsforhold kan fortsætte, skriver Fagbladet 3F.

- Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at frede de her beløb. Det er helt afgørende at vi trapper op i forhold til kampen mod social dumping som har store konsekvenser for både lønmodtagere og arbejdsgivere, siger Peter Kofod Poulsen, partiets social dumping-ordfører.

Samme budskab lyder fra SF's beskæftigelsesordfører Karsten Hønge.

- Økonomisk set er det jo idiotisk og menneskeligt set er det dybt kynisk at fjerne de her penge. For det er jo indlysende, at de her midler er nogle af dem, der er allerbedst givet ud, lyder det fra Karsten Hønge.

Også fra Socialdemokraterne og Enhedslisten er der stor opbakning til at skrue endnu mere op for indsatsen mod horrible arbejdsforhold. Dermed er der sikret et solidt flertal for, at besparelserne skal tages af bordet.

Over de seneste fire år har Skat sendt reguleringer afsted for 445 millioner kroner til firmaer, der har fejl i deres moms- eller skatteregnskab. Samtidig har Arbejdstilsynet givet 3.700 forbud eller straks-påbud til arbejdspladser, der har forbrudt sig mod arbejdsmiljøloven.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.