DF vil bruge flere penge i forsvaret
Forsvaret skal have et større budget, mener Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, om Nato-kritik.
Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup, (th) med sin søster, Katrine Winkel Holm, vil have flere penge til dansk forsvar.
Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup, (th) med sin søster, Katrine Winkel Holm, vil have flere penge til dansk forsvar. Foto: Carsten Bundgaard/Polfoto


Danmark skal spendere mere på forsvaret i et nyt forsvarsforlig fra 2018. Dels skal det afskrække fjender, dels skal det holde Nato sammen, så USA ikke forlader militæralliancen, hvor USA betaler 70 procent af udgifterne.

Det siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup.

Hun forstår, hvis Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, ved Natos topmøde i weekenden i Warszawa kritiserer, at Danmark kun bruger 1,2 procent af BNP på forsvaret, når Natos mål er to procent af BNP.

- Kritikken er berettiget. Vi har i lang tid været bekymret for udsultningen af forsvaret. Den skal vendes ved forhandlingerne om næste forsvarsforlig, som starter næste år, siger Marie Krarup.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lovede sammen med Nato's øvrige statsledere i 2014 ved topmødet i Wales, at alle Nato-lande i 2024 bruger mindst to procent af BNP på forsvaret. Det er urealistisk at nå målet om fem år, vurderer DF's forsvarsordfører.

- Nej, det er nok ikke realistisk. Men vi skal lægge en plan for, hvordan vi på langt sigt kan komme op på to procent af BNP. Og så komme i gang med det, siger, Marie Krarup.

Nu er Danmark nummer 17 af 27 Natolande. Forsvaret har sparet 2,7 milliarder kroner i forsvarsforliget, som udløber i 2018. Danmark har forsvaret sine besparelser med dansk militær aktivitet i flere aktioner samt købet af F-35 Joint Strike Fighter kampfly.

DF's forsvarsordfører frygter, at hæren og søværnet udsultes ved købet af F-35 kampfly, hvis forsvaret ikke får flere penge.

- Jeg er helt klart bekymret, hvis der ikke tilføres flere penge i næste forsvarsforlig. Men det var helt afgørende at købe de kampfly, for uden dem er et moderne forsvar intet værd. Men der skal flere penge med, mener Marie Krarup.

- Ellers udsultes resten af forsvaret med en gøgeungeeffekt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.