DF-veteran om Lars Løkke: Jeg har ingen respekt for ham og hans regering
Det tidligere medlem af Folketinget for DF Søren Krarup har større tillid til Mette Frederiksen end til Løkke.
- Jeg ville foretrække, at Dansk Folkeparti pegede på en regering ledet af Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen, siger Søren Krarup.
- Jeg ville foretrække, at Dansk Folkeparti pegede på en regering ledet af Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen, siger Søren Krarup. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix


Dansk Folkeparti vil få mere ud af at pege på Mette Frederiksen (S) som statsminister end på Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Det mener en af Dansk Folkepartis tidligere frontfigurer.

DF-veteranen Søren Krarup siger således til Jyllands-Posten, at han har større tillid til, at S-toppen med Mette Frederiksen og gruppeformand Henrik Sass Larsen i spidsen kan gennemføre DF's politik.

- Jeg ville foretrække, at Dansk Folkeparti pegede på en regering ledet af Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen, siger Søren Krarup til avisen.

Udmeldingen kommer efter årtiers kamp om politikken på udlændingeområdet mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

I løbet af foråret har S og DF dog flere gange fundet sammen om centrale punkter i udlændingepolitikken.

- Jeg har ingen respekt for Lars Løkke og hans regering, der mangler viljen til at forsvare Danmark mod en islamisk indvandring, der truer vores fremtid. På det område har jeg meget mere tillid til for eksempel Henrik Sass Larsen, siger Krarup til Jyllands-Posten.

78-årige Søren Krarup var en af Dansk Folkepartis mest centrale skikkelser gennem 00'erne. Han sad selv i Folketinget fra 2001 til 2011.

Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, er overrasket over meldingen. Han peger på, at Socialdemokraterne ikke har lagt stemmer til nogle af den nuværende regerings "mest centrale stramninger" af asylpolitikken.

DF-gruppeformand Peter Skaarup understreger, at Krarups ønske ikke er aktuelt nu.

- Vi mangler bevis på, at de (S, red.) rent faktisk vil føre en stram udlændingepolitik, hvis de sidder i regering, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.