DF: Venstre leverer ikke varen på flygtningeområdet
Mindst 56.600 personer er rejst ind i Danmark på to måneder. DF er ved at miste tålmodigheden med regeringen.
Martin Henriksen, udlændingeordfører i Dansk Folkeparti.
Martin Henriksen, udlændingeordfører i Dansk Folkeparti. Foto: Folketinget/free


Venstre har ikke leveret på et af partiets helt store slagnumre under valgkampen - en såkaldt "straks-opbremsning" af antallet af asylansøgere.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, der er ved at miste tålmodigheden med regeringen, når det kommer til at gennemføre nye stramninger på udlændingeområdet.

Det sker på baggrund af nye tal fra Rigspolitiet, der viser, at der 56.600 migranter og flygtninge, der er rejst ind i Danmark siden søndag 6. september i år.

- De her tal springer jo alle rammer, og det undrer mig dybt, at regeringen er så tavs og tilsyneladende handlingslammet. Det virker som om, at Venstre slet ikke har begreb om, hvor alvorlig situationen er, siger Martin Henriksen.

- Effekten af det, vi gjorde efter valget, er jo aftaget nu. Der har jo ikke været nogen straks-opbremsning. Den har Venstre ikke leveret, og sådan er det, siger han.

De fire partier i blå blok, regeringspartiet Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative - har længe forhandlet om nye stramninger på udlændingeområdet.

Forhandlingerne har ligget stille i en uges tid, og det undrer Dansk Folkeparti.

- Venstre har valgt at træde på bremsen, og det er mig helt ubegribeligt. Man kan jo sparke en åben dør ind hos os, og jeg tror også, at Liberal Alliance og Konservative vil være til at tale med i denne her situation. Så det er simpelthen Venstre, der af en eller anden årsag ikke vil, siger Martin Henriksen.

I sidste uge vurderede Rigspolitiet, at der var kommet 45.700 indrejsende siden 6. september, så tallet er steget med næsten 11.000 på bare én uge.

Og dermed er det den største ugentlige stigning, siden Rigspolitiet er begyndt at lave sine vurderinger.

Tallet baserer sig primært på konkrete observationer i forbindelse med screeninger og kontrol af udvalgte færgeankomster, tog, biler og busser og derfor skal tallet ses på som et minimumtal.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.