DF: Tidligere lovpakker var ingen gave til anbragte børn
Kommunerne bryder loven over for anbragte børn. Dansk Folkeparti indkalder ministeren i samråd om sagen.
Trods ti års indsats kan Social- og Indenrigsministeriet ikke dokumentere, at sagsbehandlingen for anbringelse er blevet bedre, eller at indsatsen har haft den ønskede effekt, lyder det fra Statsrevisorerne.
Trods ti års indsats kan Social- og Indenrigsministeriet ikke dokumentere, at sagsbehandlingen for anbringelse er blevet bedre, eller at indsatsen har haft den ønskede effekt, lyder det fra Statsrevisorerne. Foto: Emil Sørensen Thomas/Polfoto


Der skal strammes gevaldigt op på området for anbragte børn, fordi kommunerne ofte bryder loven i forhold til børnenes rettigheder.

Dansk Folkeparti indkalder derfor social- og indenrigsministeren Karen Ellemann (V) til samråd, da Statsrevisorerne kritiserer, at kommunernes sagsbehandling i mange anbringelsessager ikke overholder loven.

Det siger handicapordfører Karina Adsbøl (DF).

- Børnene skal kende rettighederne i forhold til en bisidder, børnesamtaler og handleplaner. Det skal simpelthen gøres bedre.

- Vi vil vide, hvad ministeren agter at gøre på området for at sikre, at kommunerne lever op til lovgivningen, og at børnene bliver oplyst om deres rettigheder, siger Karina Adsbøl.

Social og indenrigsminister Karen Ellemann erkender blankt, at man skal blive bedre til at føre reglerne ud i livet og sikre sig, at de bliver indført ordentligt.

Derfor har Venstre indført en ny datastrategi for området og oprettet en analyse- og datastrategiafdeling i Social- og Indenrigsministeriet.

Derudover har regeringen sat mål for social mobilitet, som følges op af en årlig socialpolitisk redegørelse. Den skal kortlægge den socialpolitiske indsats i Danmark og dokumentere, hvordan det går på områderne.

Men det giver Karina Adsbøl ikke meget for.

- Vi har gang på gang set sager, og vi ser dem stadig. Vi får stadig daglige henvendelser i Socialudvalget om børn og børns rettigheder, siger hun.

På spørgsmålet om, hvad Dansk Folkeparti selv har af løsningsforslag, siger Karina Adsbøl:

- Vi har kommet med rigtig mange løsningsforslag. Vi vil gerne igen diskutere, hvordan vi får løst det, når der er lovbrud, og drøfte sanktioner. Vi er villige til at drøfte mange ting. Vi har tidligere gennemført Overgrebspakken og Barnets Reform, men det er ikke godt nok.

- Vi skal have fulgt op på underretningsstatistikken over, hvor mange underretninger der kommer, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.