Det er mest af alt taktiske hensyn, der står i vejen for, at Dansk Folkeparti kan få sine syv krav til stramninger af udlændingepolitikken gennemført som en del af finansloven.
Det mener i hvert fald partiets formand, Kristian Thulesen Dahl.
- Det handler mere om det taktiske spil, som vi skal have overvundet. Der vil det være vigtigt for os at komme helt i mål og få alle udlændingestramningerne på plads nu, siger han.
Partiet har under forhandlingerne om finansloven for 2017 lanceret syv krav til stramninger af udlændingepolitikken.
Kravene lyder på blandt andet en nødbremse, der gør det muligt at afvise asylansøgere ved grænsen, større krav før flygtninge og indvandrere kan få opholdstilladelse og skærpede optjeningskrav for at flygtninge kan få velfærdsydelser.
Hidtil har udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) afvist, at alle syv krav skal aftales som en del af finansloven.
Men ifølge Kristian Thulesen Dahl er det udtryk for et taktisk spil, der skal gøre det lettere at lande en aftale om regeringens 2025-plan efter finanslovsforhandlingerne. For partierne er ifølge formanden stort set enige om punkterne.
- Vi går efter at få det hele på plads nu og accepterer ikke den handelsteori om, at der skal gemmes noget til senere, som vi så skal have som modydelse for at acceptere nogle topskattelettelser.
- Det prøver vi at vikle os ud af med den måde, vi forhandler det her, siger han.
Mens Dansk Folkeparti har spillet ud med stramninger af udlændingepolitikken, har Liberal Alliance stillet endnu en sænkning af registreringsafgiften på biler op som et af sine vigtigste krav i finanslovsforhandlingerne.
Det åbner Thulesen Dahl nu døren for.
- Det er et rent pengespørgsmål. Jeg har heller aldrig personligt haft noget mod, at familien Danmark kan køre i en ordentlig bil.
- Vi lavede også en aftale på finansloven for i år, hvor vi sænkede registreringsafgiften på biler. Det er et ønske, Liberal alliance har. Det respekterer vi, og så prøver vi at finde en løsning på det, siger han.
/ritzau/