DF: SR roses for meget for finanspolitik
Vælgere belønner SR-regering for mange års ansvarlig finanspolitik siden Lykketoft, mener DF's Søren Espersen.
Danske Folkepartis Søren Espersen mener, at SR-regeringen roses for noget, som andre tidligere regeringer har været med til at skabe.
Danske Folkepartis Søren Espersen mener, at SR-regeringen roses for noget, som andre tidligere regeringer har været med til at skabe. Foto: JANUS ENGEL/POLFOTO


Vælgerne giver SR-regeringen høj karakter for sin økonomiske politik, fordi skiftende røde og blå regeringer har ført en ansvarlig finanspolitik lige fra finansminister Mogens Lykketoft (S) i 1993 over Thor Pedersen (V) i 2001 til Bjarne Corydon (S) i 2011.

Det siger Dansk Folkepartis Søren Espersen om Wilkes meningsmåling for Jyllands-Posten, hvor vælgerne roser SR-regeringen for dens økonomiske, udenrigs- og miljøpolitik.

Til gengæld halter det med folkeskolen, de ældre og udlændinge, mener vælgerne ifølge målingen.

- Når det gælder det grundlæggende - at sørge for, at Danmark er en økonomisk stærk stat med topkarakter AAA i international kreditvurdering, og at kronen er en stærk valuta - så kan skiftende regeringer bryste sig af det, siger Søren Espersen.

- Det har skiftende finansministre gjort siden Lykketofts dage. Det er meget væsentligt, at vi ikke kommer ud i låneeksperimenter. Det skal man rose både blå og røde regeringer for.

Mens SR-regeringen på en skala fra et til fem hos vælgerne scorer 3,3 på økonomisk politik, må den nøjes med 2,6 på skolepolitik og 2,7 på ældre- og udlændingepolitik.

De lave karakterer ligger lige for, mener Søren Espersen.

- Mange socialdemokratiske vælgere føler sig svigtet på de bløde ting. På udlændingepolitik har man svigtet totalt. Man har slappet i stor stil. Der er skabt et indtryk af, at Danmark nu er åben igen. Det hævner sig, siger Søren Espersen.

- Det vil den almindelige socialdemokratiske vælger ikke finde sig i. Her har de vældige problemer. Her ser folk Dansk Folkeparti som et parti, der kan stå op mod det. Vi har - fortjent synes jeg - fået et image, som altid vil arbejde på at forbedre ældres forhold, siger Søren Espersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.