DF: Skidt signal at regeringen vil sløjfe milliardgæld
Det presser skattemoralen, hvis regeringen sløjfer gæld for mindst syv milliarder kroner, mener DF.
Regeringen vil ifølge et fortroligt notat, som Politiken er i besiddelse af, afskrive minimum 6,9 milliarder kroner af danskernes gæld til staten.
Regeringen vil ifølge et fortroligt notat, som Politiken er i besiddelse af, afskrive minimum 6,9 milliarder kroner af danskernes gæld til staten. Foto: J¯rgensen Jakob/Polfoto


Den ene skandale efter den anden har givet Skat et flosset ry de seneste år.

Og det vil ikke hjælpe på danskernes velvilje over for skattefar, hvis flere milliarder gæld inden længe bliver sløjfet.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, efter at regeringen ifølge et fortroligt notat, som Politiken er i besiddelse af, vil afskrive minimum 6,9 milliarder kroner af borgernes gæld til staten.

- Det sender et ret skidt signal, siger ordføreren.

- Og det presser skattemoralen, hvis folk kan se, at de bare skal lade være med at betale deres regninger, mens pengene fosser ud af statskassen til udlandet.

Regeringen giver EFI, det skandaleramte it-system til inddrivelse af skat, skylden for, at den "ekstraordinære" afskrivning er kommet på tale.

For i øjeblikket inddrives danskernes gæld manuelt på grund af problemer med netop EFI, og det koster.

Faktisk overstiger omkostningerne ved inddrivelsen i flere tilfælde selve gældens værdi. Og dermed kan det slet ikke betale sig at inddrive pengene.

Dennis Flydtkjær mener da også, at det kan være "rimeligt" at stryge gæld i nogle tilfælde. Men i så fald er der nogle grupper, som skal undtages, fastslår han.

- Blandt andet synes jeg bestemt ikke, at de, der har fået bøder for vold, skal slippe for at betale.

Danskernes gæld til det offentlige er på omkring 90 milliarder kroner - herunder eksempelvis knap en milliard i licensgæld til DR og 19 milliarder gæld i personskat.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) skriver i en mail til Politiken, at "det ikke er nogen hemmelighed, at vi står med kæmpe udfordringer på inddrivelsesområdet".

Men han ønsker ikke at oplyse, hvad han forventer, regningen ender på.

Dog understreger ministeren, at han allerede sidste år oplyste, at den kan nærme sig 14 milliarder kroner.

Nogle af Folketingets skatteordførere blev på et fortroligt møde 17. august orienteret om regeringens planer, men på mødet blev der ikke sat et konkret beløb på.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.