DF: Regeringen kører dobbeltspil om bankunion
Efter Morten Østergaards åbning for deltage i EU's bankunion må statsminister Helle Thorning-Schmidt melde ud.
Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl er utryg ved regeringens signaler omkring bankunionen.
Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl er utryg ved regeringens signaler omkring bankunionen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Mens økonomiminister Morten Østergaard (R) taler varmt om dansk deltagelse i bankunionen, så fastholder Socialdemokraterne, at det er for tidligt at tage stilling.

Når meldingerne fra de to regeringspartier i den grad stritter i forskellige retninger, må statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skære igennem, mener Kristian Thulesen Dahl.

- Der er skabt massiv usikkerhed. Nu må statsministeren selv komme ud og markere regeringens linje, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han mener, at regeringens "dobbeltspil" er afsløret, efter Morten Østergaard ifølge Børsens oplysninger på et lukket møde i forbindelse med Finansrådets årsmøde meddelte de danske banker, at de skulle indstille sig på dansk deltagelse i unionen.

- Når vicestatsministeren siger, som han gør, så står det meget klart, at dobbeltspillet er afsløret. Regeringen påtænker at bringe Danmark ind i bankunionen. Det er desværre ikke nogen overraskelse, men det er ikke nogen god idé, siger Kristian Thulesen Dahl.

Efter De Radikales gruppemøde onsdag fastslog Morten Østergaard, at EU's bankunion er en stor fordel for Danmark. Han venter, at regeringen ved nytår er klar med sin holdning til, om Danmark bør gå med i bankunionen.

Socialdemokraternes EU-ordfører, Morten Bødskov, var dog onsdag morgen ude med en melding om, at det er for tidligt at træffe en beslutning.

Ifølge Bødskov mangler der fortsat svar på centrale spørgsmål om bankunionens konsekvenser, og hvorvidt deltagelse vil betyde afgivelse af suverænitet for Danmark.

Dansk Folkepartis holdning til bankunionen afhænger af, hvad unionen vil få af konsekvenser for Danmark, siger Kristian Thulesen Dahl. Og det er for tidligt at afgøre:

- Der er ikke noget som helst, der begrunder, at vi skal skynde os at komme med. Vi kan når som helst gå med på et senere tidspunkt.

- Finansrådet har understreget, at man lige så godt kan vente og se, hvordan tingene udvikler sig og så tage stilling på et senere tidspunkt. Og den holdning deler jeg fuldstændig, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.