Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører er på ingen måde tilfreds med den måde, den forholdsvis nye seniorførtidspensions-ordning bliver brugt på.
Det fortæller DR Nordjylland.
Ordningen bruges nemlig langt mindre end forudset.
På landsplan har kun 511 borgere fået tilkendt seniorførtidspension i de to år, ordningen har eksisteret. Avisen.dk har for nyligt skrevet, at det er under en femtedel af det forventede.
- Derfor er det nødvendigt, at vi ser på, hvordan ordningen fungerer, siger Bent Bøgsted.
Stik mod intentionen er det ifølge ham for svært at blive godkendt til en seniorførtidspension.
- Det skulle være sådan, at man kunne få seniorførtidspension, hvis man har en lægeerklæring på, at man ikke kan klare sit job længere. Men det er blevet udvandet, siger arbejdsmarkedsordføreren.
Efter Bent Bøgsteds vurdering bliver ordningen administreret alt for stramt i stil med kravene i førtids- og flextidsreformen. Samtidig kan vurderingen være forskellig fra kommune til kommune.
- Nogle tolker det jo som om, man ikke skal give en seniorførtidspension, hvis der stadig er en arbejdsevne, og derfor er der mange, der afprøves i flexjob eller måske simpelthen får at vide, at de ikke er syge nok til at komme under ordningen, siger han til DR Nordjylland.
Det kan ifølge arbejdsmarkedsordføreren samtidig være årsagen til de færre ansøgninger.
- Hvis folk på forhånd får at vide, at den ordning kan du ikke komme ind under, så søger de jo ikke. Og derfor kan antallet af ansøgninger være alt for lavt, mener Bent Bøgsted (DF).