DF og EL afviser Løkke: Vi vil ikke bombe IS
Hverken Enhedslisten eller DF mener, at Danmark selv skal tilbyde kampfly til kampen mod Islamisk Stat.
lars Løkke Rasmussens forslag om at stille F16-fly til rådighed bliver skudt ned af Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
lars Løkke Rasmussens forslag om at stille F16-fly til rådighed bliver skudt ned af Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


En stadig større gruppe af lande melder sig under fanerne i den koalition, der deltager militært i krigen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. Men Danmark skal ikke være et af de lande, der tilbyder den USA-ledede koalition kampfly.

Sådan lyder meldingen fra begge sider af Folketinget, efter at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, foreslår, at Danmark stiller seks F16-jagerfly til rådighed.

- Det bakker vi ikke op om. Jeg synes, at det ville være at foregribe begivenhedernes gang. Lad nu amerikanerne styre den her aktion, og hvis de finder ud af, at det har brug for danske kampfly vil vi givetvis sige ja til det med det samme i Dansk Folkeparti. Men vi skal ikke komme løbende uden at USA specifikt har bedt om det, siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.

Dermed er Dansk Folkeparti på linje med statsminister Helle Thorning-Schmidt, der ikke afviser at hjælpe amerikanerne med fly, men vil afvente en eventuel anmodning fra USA.

Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, mener, at enhver militær indsats i Irak og Syrien - med eller uden dansk bidrag - først skal have det grønne FN-stempel.

- Enhedslisten synes ikke, at Danmark skal gå i krig i Syrien eller inddrages i en ny krig i Irak, så vi er uenige med Venstre. Danmark bør i stedet støtte kurderne, som kæmper en desperat forsvarskamp mod Isil (andet navn for Islamisk Stat, red.) og beskytter millioner af civile i Syrien lige nu og som mangler våben, siger han.

Onsdag aften meddelte Holland og Belgien, at de hver vil bidrage med seks F16-fly, og natten til torsdag dansk tid sagde Storbritanniens premierminister i en tale til FN, at landet gør klar til at deltage i luftangrebene mod Islamisk Stat.

Venstres egen forsvarsordfører, Søren Pind, siger i et interview med Politiken TV, at han mener, at det bliver nødvendigt at sende soldater ind på landjorden for at bekæmpe Islamisk Stat. Det fremgår ikke af interviewet, om han mener, at Danmark skal bidrage til en sådan mission.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.