DF-næstformand undgår sag efter bombecitat
Søren Espersens udtalelser om at bombe civile i Syrien er ikke nok grundlag til at indlede en efterforskning.
"Den amerikanskledede koalition mod Islamisk Stat bliver nu nødt til at tage fløjlshandskerne af og bombe civile mål - også hvis der findes børn og kvinder," sagde Søren Espersen i november.
"Den amerikanskledede koalition mod Islamisk Stat bliver nu nødt til at tage fløjlshandskerne af og bombe civile mål - også hvis der findes børn og kvinder," sagde Søren Espersen i november. Foto: Scanpix/arkiv


Søren Espersens (DF) udtalelser om at bombe civile, kvinder og børn i Syrien er ikke strafbare, vurderer statsadvokaten ved Københavns Politi ifølge Jyllands-Posten.

Dermed har politiet droppet at gå videre med sagen om DF-profilens udtalelser fra november om nødvendigheden af at bombe civile mål i Syrien.

Det er et interview med TV2, der er omdrejningspunktet i sagen. Heri udtalte DF-næstformanden i november sidste år:

- Den amerikanskledede koalition mod Islamisk Stat bliver nu nødt til at tage fløjlshandskerne af og bombe civile mål - også hvis der findes børn og kvinder.

- Vi bomber ikke der, hvor der er civile, men det er vi nødt til at begynde på, tilføjede Søren Espersen.

Han blev efterfølgende politianmeldt af flere personer for at overtræde straffelovens terrorparagraf om "udtalelser, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger".

Vurderingen fra statsadvokaten er, at der ikke er grundlag for at indlede en efterforskning, og det glæder hovedpersonen selv, der til Jyllands-Posten udtaler:

- Det jeg er mest glad for, er faktisk, at Statsadvokaten slår fast, at mine udtalelser holder sig inden for Genèvekonventionen. Det sagde jeg selv mange gange dengang.

Søren Espersens udtalelser fik en lang række politiske venner og fjender til at tage skarp afstand.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, kaldte det således "barbarisk og udansk", mens udenrigsminister Kristian Jensen (V) på Twitter skrev, at vi "ikke skal besvare terror med terror".

De mange reaktioner på citaterne fik efterfølgende Søren Espersen til at udsende en pressemeddelelse, hvor han uddybede sit standpunkt:

- Jeg mener bestemt ikke, at vi skal hverken jage eller ramme sagesløse kvinder eller børn. Jeg kan kun beklage, hvis mine svar tidligere i dag har kunnet forstås sådan

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.