DF: Minister skal garantere bedre forhold på fødegange
Dansk Folkepartis sundhedsordfører vil have sundhedsministeren til at højne kvaliteten på fødegangene.
Liselott Blixt vil have garanti for, at forholdende for de fødende lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Liselott Blixt vil have garanti for, at forholdende for de fødende lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Foto: Carsten Snejbjerg/CARSTEN SNEJBJERG


Gentagne historier om utilstrækkelige forhold på landets fødegange fik i november sidste år den daværende regering til at sætte 260 millioner kroner af til landets fødeafdelinger over de følgende fire år.

Nu ser det ud til, at puljen bliver sparet væk, og det har fået Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, til at reagere.

- Vi skal sikre, at alle fødeafdelinger lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Og det gjorde de ikke i 2014, da man bevilgede pengene.

- Derfor vil jeg have sundhedsministeren til at love, at man som fødende kan komme trygt på sygehuset og få den behandling, der skal til. Hvordan man så gør det og med hvilke penge, det må være ministerens problem, siger hun.

TV2 er kommet i besiddelse af et udkast til regeringens økonomiaftale med regionerne, og her er bevillingen til øget kapacitet på fødegangene tilsyneladende sløjfet.

Blixt siger dog, at hun af sundhedsminister Sophie Løhde (V) har fået den besked, at den sidste ansøgning fra regionerne først lige er indløbet, og at pengene for 2015 skulle være på vej.

Derfor er hendes kritik i sagen i lige så høj grad rettet mod Løhdes forgænger i embedet, Nick Hækkerup (S).

- Det undrer mig, at den tidligere sundhedsminister ikke allerede først på året gjorde noget ved det her.

- Hvis man vidste, at pengene for 2015 allerede var sat af, så burde man jo starte i januar måned og få lavet puljer, så pengene kunne komme ud og fungere på et område, som har brug for det, siger hun.

Ekstrabevillingen, der skulle sikre et løft i bemandingen på fødegangene, lød i 2015 på 35 millioner kroner. Hvert af de følgende fire år skulle der så efter planen afsættes 75 millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.