DF maner til ro: God sandsynlighed for aftale om Europol
Onsdag har EU vedtaget et udvidet politisamarbejde, og deadline for at indgå en parallelaftale er på et år.


Uret er begyndt at tikke, og Danmark har fra onsdag officielt et år til at indgå en aftale om det europæiske politisamarbejde, Europol.

Det skal dog nok lykkes, lyder det fortrøstningsfuldt fra Dansk Folkeparti, som anbefalede et nej ved folkeafstemningen om en tilvalgsordning i december sidste år.

- Jeg skal ikke begive mig ud i at sætte procenter på, men alle parter har en interesse i, at Danmark deltager i Europol. Så er der en god sandsynlighed for, at man når dertil på et tidspunkt, siger EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth.

Flere kritikere har beskyldt Dansk Folkeparti for at male et skønmaleri af sandsynligheden for, at Danmark kan indgå en aftale med EU-systemet, nu hvor Europol skifter fra et mellemstatsligt til et overstatsligt politisamarbejde.

EU-Parlamentet gav onsdag det endelige ja til, at det udvidede Europol træder i kraft 1. maj næste år, hvor Danmark ryger ud på grund af retsforbeholdet.

Medmindre det altså lykkes at indgå en ny aftale inden da. Op til folkeafstemningen sagde de såkaldte ja-partier, at det ville blive svært at opnå en aftale for Danmark.

Men det mener Dansk Folkeparti ikke.

- Jeg har stor forståelse for, at der skal gå noget tid, for ja-partierne skal kunne se sig selv i øjnene, fordi de sagde, at det ville blive meget vanskeligt. Derfor kan jeg sagtens se for mig, at det vil tage nogle måneder at få på plads, siger Kenneth Kristensen Berth.

EU kan godt multitaske, selv om systemet er presset af blandt andet flygtninge- og migrantstrømmen og den britiske folkeafstemning om at blive i EU, lyder det.

- Jeg vil mene, at det er man i stand til. Der er ansat ganske mange kvinder i EU, og de er berømte for at kunne multitaske, så det vil jeg tro, at man også kan her.

- Jeg tror ikke, der er behov for, at vi sidder på skødet af Kristian Jensen. Hvis han ønsker det på et tidspunkt, gør vi gerne det. Men indtil da har jeg tillid til, at regeringen kan håndtere denne opgave, siger Kenneth Kristensen Berth om udenrigsministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.