DF måske i regering: Vi tager forhandlingen
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl åbner døren på klem for deltagelse i regering.
Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl vil ikke udelukke deltagelse i en regering efter næste valg.
Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl vil ikke udelukke deltagelse i en regering efter næste valg. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Dansk Folkeparti er klar til at gå i forhandlinger om en regeringsdeltagelse, hvis partiet efter næste valg bliver inviteret.

Det fastslår partileder Kristian Thulesen Dahl i et interview med TV2 News søndag.

- Hvis Dansk Folkeparti skal i regering, så skal det være, fordi andre partier mener, at det skulle være nødvendigt for dem at få os med, siger Kristian Thulesen Dahl i interviewet, der sendes på TV2 News søndag formiddag.

DF-lederen har ellers hidtil afvist, at partiet vil indgå i en kommende blå regering, men nu bliver døren åbnet lidt på klem.

- Hvis telefonen ringer, og de beder os om at tage den forhandling, så gør vi det, siger Kristian Thulesen Dahl og tilføjer, at Dansk Folkeparti ikke arbejder for at komme i regering:

- Vi vurderer lige nu, at vi får størst indflydelse ved at stå uden for en regering - også selv om der måtte være flertal for et regeringsskifte, siger han.

Thulesen Dahl understreger, at Dansk Folkeparti ikke ligefrem vil plage om at komme i regering. Han mener dog, at regeringsdeltagelse kan ende med at blive et plus for partiet.

- Hvis andre partier synes, at det er nødvendigt at få Dansk Folkeparti med i en regering, så er bytteforholdet et andet.

- Så vil de andre partier være mere indstillede på at give Dansk Folkeparti de indrømmelser, der skal til for at det er interessant for os at gå med i en regering, siger Thulesen Dahl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.