DF: Loyalitet over for Danmark vægter højere end ytringsfrihed
Dansk Folkeparti deler ikke tænketanken Justitias forslag om at stoppe retsforfølgelse af terrorhyldester.
Martin Henriksen (DF) mener, at man fortsat skal strafforfølge offentlige hyldester til terror.
Martin Henriksen (DF) mener, at man fortsat skal strafforfølge offentlige hyldester til terror. Foto: Folketinget/free


Danske myndigheder skal ikke bare fortsætte med at straffe hyldest til terrorhandlinger, de skal øge indsatsen.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkeparti, efter at tænketanken Justitia søndag slår til lyd for - i ytringsfrihedens navn - at stoppe retsforfølgelsen af folk, der offentligt billiger og hylder terrorhandlinger.

- Der skal selvfølgelig være vide rammer for ytringsfriheden, og det har vi også kæmpet for i Dansk Folkeparti. Men der skal være nogle grænser, og de skal efter vores opfattelse gå der, hvor man hylder terror, siger partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen.

- Ved at hylde terror ligger der også en opfordring til at begå terror. Og det skal vi altså blive bedre til at slå ned på. Jeg håber faktisk, at myndighederne bliver endnu bedre til at komme efter folk, der hylder terror, siger han.

Ifølge en opgørelse fra Justitia har myndighederne de senere år skruet gevaldigt op for tempoet, når det gælder om at føre sager mod folk, som man mener har billiget bestemte terrorhandlinger i det offentlige rum.

Fra historisk set at have ligget på et par sager om året, har myndighederne rejst fire til ti sager om året siden 2011, og i år er der allerede på nuværende tidspunkt rejst 15 sager, viser Justitias opgørelse, der baserer sig på materiale fra Rigsadvokaten.

Martin Henriksen, vi kan vel godt blive enige om, at det er en indskrænkning af ytringsfriheden at straffe hyldest til terror?

- Jo, men vi er jo ikke friheds-fundamentalister. Man kan jo ikke tillade sig hvad som helst.

- Når man for eksempel begynder at kalde dem, som vores soldater kæmper imod, for nogle rigtig fine fyre, kan vi godt tillade os at trække en streg uden, at det vil være at give køb på grundlæggende frihedsrettigheder.

- Loyalitet over for Danmark vægter vi højere end visse personers opfattelse af ytringsfrihed, siger Martin Henriksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.