DF kræver tilbagebetaling for Løkkes slingrekurs
Thulesen forventer forståelse for DF-krav i finanslov, efter Løkke pludselig åbnede for 1000 flygtninge.
Slingrekurs på flygtningeområdet kan komme til at koste Lars Løkke Rasmussens (V) til de kommende finanslovsforhandlinger.
Slingrekurs på flygtningeområdet kan komme til at koste Lars Løkke Rasmussens (V) til de kommende finanslovsforhandlinger. Foto: Scanpix


Slingrekurs.

Sådan betegner både Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, samt flere af deltagerne på DF's årsmøde i Herning den måde, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hidtil har håndteret asylkrisen på.

Og det kan komme til at koste for V-regeringen i de kommende finanslovforhandlinger. Især Løkkes beslutning om at tage imod 1000 flygtninge vil få betydning for forhandlingerne, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Det er klart, at når vi skal stå i en forhandling, så vil der være flere, der har forståelse for, at vi står mere fast på vores ting. Så det giver os forhåbentlig mulighed for også at få flere ting igennem, siger Thulesen.

Skylder Lars Løkke at give jer indrømmelser efter den politik, regeringen har ført på seneste?

- Jeg synes, han skylder at lytte godt til Dansk Folkeparti. Men han gør det, han føler fornødent, og så gør vi det, vi føler fornødent. Men forståelsen for vores krav vil være større, fordi alle kan se, at han på det her spørgsmål har slået pjalterne sammen med Mette Frederiksen.

Thulesen anerkender V-regeringen for at have sat ydelserne til flygtninge ned, så Danmark er blevet mindre attraktivt at søge til.

Men beslutningen om at forfølge en fælles europæisk løsning og tage del i omfordelingen af flygtninge får ligesom de lukkede motorveje hård kritik.

- Det har været uskønt at se, at udlændinge, bare de er mange nok og presser nok på ved grænsen, kan tvinge en politiledelse i knæ og en regering til at ryste på hænderne, sagde Thulesen i sin tale til årsmødet.

For flere DF'ere er det særligt forløbet, hvor regeringen gik fra at ville tage imod nul flygtninge til pludseligt frivilligt at tage imod 1000 af en foreslået samlet EU-pulje på 160.000 flygtninge, der fører til kritik.

- Det er slingrekurs, når man først melder en ting ud, så kommer Merkel, hvorefter man melder noget andet ud.

- Løkke skal tænke på Danmark frem for på EU. Han minder efterhånden mere og mere om Helle Thorning-Schmidt (tidligere S-statsminister, red.), siger medlem af DF Claus Gumprecht, der stillede op til kommunalvalget i Aarhus i 2013.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.