DF: Kommuner kan ikke klare flere flygtninge
Det er ikke kommunernes fejl, at flygtninge og indvandrere ikke kommer i job, mener DF's Martin Henriksen.
Billede fra aylcenteret i Kongelunden på Amager. Økonomi- og indenrigsminister, Morten Østergaard (R), langer tirsdag ud efter kommunernens indsats over for jobparate flygtninge og indvandrere.
Billede fra aylcenteret i Kongelunden på Amager. Økonomi- og indenrigsminister, Morten Østergaard (R), langer tirsdag ud efter kommunernens indsats over for jobparate flygtninge og indvandrere. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Det er økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaards (R) skyld, at kommunerne ikke kan placere flygtninge og indvandrere i virksomheder, når de integreres i Danmark i deres første tre år i landet. Der kommer simpelthen for mange flygtninge til kommunerne.

Det mener Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, efter en bredside fra Morten Østergaard mod kommunerne, som ifølge ministeren er for dårlige til at få jobparate flygtninge og indvandrere ind på arbejdsmarkedet.

- Det er billigt sluppet, at Morten Østergaard og De Radikale ensidigt langer ud efter kommunerne. Der er mildest talt problemer med at få det til at fungere med alle de flygtninge, der kommer, siger Martin Henriksen.

Kun knap halvdelen - 45 procent - af såkaldte jobparate flygtninge og indvandrere får ifølge Carsten Koch-udvalget en såkaldt virksomhedsrettet i de tre år, hvor de indgår i et integrationsforløb i kommunerne, skriver dagbladet Politiken. Det kan være virksomhedspraktik, nytteindsats, løntilskud eller en rotationsstilling.

Til sammenligning får 77 procent af de øvrige kontanthjælpsmodtagere en målrettet indsats i virksomheder som led i deres aktivering.

Spørgsmål: - Så kommunerne er overmatchet af flygtninge?

- Ja. Det er en illusion at tro, at vi kan integrere alle disse flygtninge. Uanset hvor mange fine udspil, der kommer fra Christiansborg. Så skal man bremse tilstrømningen. Landspolitikere har ansvaret for asyl og udlændinge, siger Martin Henriksen.

- Kommuner skaffer plads til flygtninge ved at slå pavilloner op ved skoler og flytte børn fra børneinstitutioner. Der er også problemer med at finde plads i virksomheder, mener han.

Spørgsmål: - Men regeringen har ifølge eget udsagn ikke lempet udlændingepolitikken, så der kommer flere flygtninge?

- Jo. Den har givet adgang til sociale ydelser. Og Flygtningenævnet har lempet adgangen for syriske flygtninge, siger Martin Henriksen, integrationsordfører for Dansk Folkeparti.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.