DF: Hellige krigere skal gøres statsløse
Dansk Folkeparti er parat til at tage statsborgerskabet fra IS-kæmpere. Også selvom de bliver statsløse.
Tilhørere, da Dansk Folkeparti lørdag holdt årsmøde i Herning. (Astrid Dalum/POLFOTO)
Tilhørere, da Dansk Folkeparti lørdag holdt årsmøde i Herning. (Astrid Dalum/POLFOTO) Foto: ASTRID DALUM/POLFOTO


Hvis det står til Dansk Folkeparti, så skal det koste statsborgerskabet, hvis man rejser til Syrien eller Irak for at kæmpe for Islamisk Stat og andre ekstremister. Og det gælder uanset, om man har et andet statsborgerskab at falde tilbage på.

Det fastslår Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører Peter Skaarup i sin tale på partiets årsmøde i Herning.

- Vælger du Islamisk Stat, så rejs derud og bliv der. Ikke noget med at komme rendende hjem som en kryster og gemme sig bag de søde FN-konventioner for at nyde godt af den danske velfærdsstat, siger Peter Skaarup.

Han fastslår, at Dansk Folkeparti vil fremsætte et lovforslag allerede i den kommende folketingssamling.

Den europæiske konvention om statsborgerret fra 1997 forbyder ellers, at man kan fratage en person sit statsborgerskab, hvis det vil betyde, at vedkommende dermed bliver statsløs.

Det vil Dansk Folkeparti dog ikke lade sig binde af, fastslår Peter Skaarup:

- Undskyld jeg siger det så direkte, men ærlig talt: Styr lige de konventioner. Anklagede skal have en fair rettergang, men fanatiske islamistiske halshuggere har altså ikke automatisk krav på dansk statsborgerskab, uanset om de så er født her, siger Peter Skaarup.

Han henviser til billederne af en dansk muslim, den 25-årige Mohammed fra Ishøj, som "stolt optrådte på YouTube" med et afhugget hoved og pegede på hoveder sat på spyd.

Den adfærd skal betyde, at Danmark smækker døren i med et brag - her er det ikke nok, at de pågældende eksempelvis bliver frataget sociale ydelser, hvis de vender tilbage til Danmark, mener Peter Skaarup.

- De har med deres krigsforbrydelser sveget det danske demokrati og er i mine øjne ikke længere en del af fællesskabet, siger Peter Skaarup.

Islamisk Stat har i de seneste måneder på brutal vis dræbt civile og forfulgt religiøse mindretal i især det nordlige Irak.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.