DF går videre imod islamistiske hadprædikanter
DF vil fortsætte med indgreb mod islam som lovreligion, siger DF's udlændingeordfører Martin Henriksen.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen afviser, at lovpakken mod hadprædikanter bryder grundlovens religionsfrihed.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen afviser, at lovpakken mod hadprædikanter bryder grundlovens religionsfrihed. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Grundloven sætter klare grænser for religionsfriheden. Derfor strider det ikke mod grundloven, når regeringens lovpakke griber ind mod muslimske hadprædikanter.

Det mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Han afviser dermed den kritik af lovpakken, som professor i offentlig ret Lisbet Christoffersen fra Roskilde Universitet fremsætter i Politiken.

- Grundloven siger, at der er religionsfrihed. Men man må ikke praktisere sin religion, så det strider mod sædeligheden eller forstyrrer den offentlige orden. Når man underviser i sharia eller flerkoneri, så strider det mod sædeligheden, siger Martin Henriksen.

Lovpakken mod hadprædikanter følger aftalen mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative efter TV2's serie "'Moskeerne bag sløret".

- Den politiske aftale sætter nogle rammer op. Den begrænser religionsfriheden, hvis man må bruge det udtryk. Den udmønter dele af grundloven, som ikke har været udmøntet før. Men jeg mener, at det er helt inden for skiven, siger Martin Henriksen.

De fire forligspartier og SF vil stoppe offentlig støtte til foreninger, der modarbejder demokrati og menneskerettigheder.

Selv om der også gælder særregler i trossamfund som det jødiske eller kristne, så læner muslimske trossamfund sig op af sharia, som strider mod dansk lovgivning, mener Martin Henriksen.

Spørgsmål: Vil Dansk Folkeparti gå videre mod muslimske hadprædikanter trods kritik af lovpakken?

- Vores udgangspunkt er, at vi nu betræder en ny sti, ny jord. Hvis vi kan gå længere ned ad den sti - eller for at sige det som det er: kriminalisere større dele af islam og pille lovreligionen ud af islam, så slår vi da til, siger Martin Henriksen.

- Det skal der ikke være nogen tvivl om.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.