DF-formand om Messerschmidts fremtid: "Han er rigtig dygtig"
Sygemeldte Messerschmidt er dygtig, siger DF-formand, der ikke udelukker ham fra dansk politik i fremtiden.
- Jeg ser gerne, at Morten Messerschmidt har en stor fremtid i dansk politik og i Dansk Folkeparti. Han er rigtig dygtig, og det skal vi drage nytte af, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl om den sygemeldte europaparlamentariker. (Arkivfoto)
- Jeg ser gerne, at Morten Messerschmidt har en stor fremtid i dansk politik og i Dansk Folkeparti. Han er rigtig dygtig, og det skal vi drage nytte af, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl om den sygemeldte europaparlamentariker. (Arkivfoto) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix


Trods en central rolle i skandalesagen om Dansk Folkepartis tilbagebetaling af EU-støttekroner og en sygemelding dømmer partiformand Kristian Thulesen Dahl langt fra europaparlamentariker Morten Messerschmidt ude.

- Jeg ser gerne, at Morten Messerschmidt har en stor fremtid i dansk politik og i Dansk Folkeparti. Han er rigtig dygtig, og det skal vi drage nytte af, siger han i et interview med DR Nyheder.

Kristian Thulesen Dahl udelukker ikke, at Messerschmidt kan opstille til det danske folketing i fremtiden

- Men han sidder i Europaparlamentet i valgperioden frem til 2019, siger partiformanden til DR Nyheder.

Grundet tvivl omkring brugen af midler fra EU-Parlamentet har Dansk Folkeparti besluttet at returnere i alt mere end 2,5 millioner kroner.

Pengene er bevilget gennem den europæiske alliance Meld og fonden Feld fra 2012 til 2015. Og de er blandt andet blevet brugt på annoncekampagner, medietræning samt to af partiets sommergruppemøder.

Morten Messerschmidt er blevet slået politisk tilbage til start, efter at sagen for alvor begyndte at rulle i den forgange uge.

Tidligere på året mistede han posten som Dansk Folkepartis gruppeformand i EU-Parlamentet som en udløber af sagen om støttekronerne.

Tirsdag offentliggjorde Kristian Thulesen Dahl så, at europaparlamentarikeren ikke længere var en del af partiets øverste ledelse, det magtfulde koordinationsudvalg.

Og lørdag blev Morten Messerschmidt kørt til Nordsjællands Sygehus i Hillerød, efter at han mistede følingen i begge arme og fik tunnelsyn under en køretur. Senere fik han også et blackout.

På hospitalet blev han undersøgt efter mistanke om en blodprop, men lægerne fandt ikke noget.

Ildebefindendet var ifølge Messerschmidts presserådgiver, Kristian Wederkinck, formentlig en reaktion på langvarig stress, mens sagen om EU-støttemidlerne har stået på.

Messerschmidt blev udskrevet igen lørdag aften, men er nu sygemeldt på ubestemt tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.