DF er klar til at tvinge Hjort til at efterleve forlig
Det går ikke, at regeringen ignorerer, hvad et flertal i Folketinget ønsker, fastslår Kristian Thulesen Dahl.
Kristian Thulesen Dahl (DF) har været til finanslovsforhandlinger fredag morgen.
Kristian Thulesen Dahl (DF) har været til finanslovsforhandlinger fredag morgen. Foto: Colourbox/free


Dansk Folkeparti er klar til at smide fløjlshandskerne over for regeringen og tvinge den til at gøre, som et flertal i Folketinget kræver.

Det fastslår partiformand Kristian Thulesen Dahl, efter at han fredag morgen har været til et såkaldt sættemøde om finansloven for næste år hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Finansministeren erklærede torsdag uden omsvøb, at Venstre-regeringen ikke har tænkt sig at rette sig efter forlig, som Venstre ikke selv er en del af.

Det drejer sig blandt andet om en pulje til kollektiv trafik, som regeringen lægger op til at sløjfe og den stort anlagte Togfonden DK, hvor DF har indgået aftaler med de tidligere regeringspartier.

Ifølge gængse Christiansborg-normer består et forlig, hvis der fortsat er flertal for det efter valget, og det er tilfældet for blandt andet aftalerne om kollektiv transport.

Og Dansk Folkeparti er altså rede til at tvinge folketingsflertallets vilje igennem, hvis regeringen nægter at rette ind.

- Ja, det er klart. Når vi indgår forliget, så kan man regne med os. Selvfølgelig, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Det siger også sig selv, at der skal findes en tilfredsstillende løsning på det. Man kan ikke bare køre hen over hovedet på et flertal i Folketinget. Det vil vi ikke finde os i.

Thulesen Dahl siger, at han har taget emnet om med finansministeren.

- Finansministeren ved godt, at det skal løses, siger han.

Et folketingsflertal kan i sidste instans afsætte regeringen, hvis flertallet er tilstrækkeligt utilfreds med regeringen. Men før det kommer så vidt, kan folketingsmedlemmerne tage en række andre instrumenter i brug, som paragraf 20 spørgsmål og samråd.

Kristian Thulesen Dahl håber dog ikke, at det når dertil. Det vil blive "lidt stift", mener han.

- Det er jo mere logisk, hvis man har en hjælpsom regering i forhold til de ting, et flertal i Folketinget ønsker, siger DF-formanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.