DF: Børnefamiliers kontanthjælp er for stor
Dansk Folkeparti støtter Venstre-kampagne og er parat til at lægge loft over kontanthjælp til børnefamilier.
- Ydelserne bliver alt for høje, når de lægges oven i hinanden, siger René Christensen.
- Ydelserne bliver alt for høje, når de lægges oven i hinanden, siger René Christensen. Foto: www.colourbox.com/free


Kontanthjælpen er ikke for høj for en enlig mand, som ikke forsørger børn. Men der skal lægges et loft over de samlede sociale ydelser, når et ægtepar med tre børn ifølge Venstre får 454.215 kroner om året i kontanthjælp inklusive børnecheck, boligsikring og friplads i dagtilbud.

Det siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen. Han vil som Venstre lægge et samlet loft over sociale ydelser.

- Ydelserne bliver alt for høje, når de lægges oven i hinanden. Så kan det ikke betale sig at gå på arbejde. Der er ikke den enkelte ydelse, der er et problem. Det er den samlede ydelse. Vi vil meget gerne kigge på et kontanthjælpsloft, siger René Christensen.

Det er Venstre, der i en kampagne i denne uge sætter fokus på kontanthjælpen, som partiet mener er for høj.

Da S-R-SF-regeringen i efteråret 2011 fik magten, fjernede den og Enhedslisten straks VK-regeringens kontanthjælpsloft og starthjælpen på omtrent halv kontanthjælp. Starthjælp ramte især flygtninge og indvandrere.

Spørgsmål: - Er Dansk Folkeparti parat til at genindføre starthjælp?

- Ja. Når vi ser en voldsom tilstrømning af flygtninge og asylsøgere til Danmark, så får de fuld kontanthjælp fra dag et, når de kommer ud i kommunerne. De første tre år er der 50 procent refusion for kommunerne, men fremover er det kun 20 procent, siger han.

- Så kommuners udgift på 80 procent af kontanthjælp til flygtninge går fra folkeskole, dagpleje og andre kommunale områder. Det finansierer regeringen jo ikke, selv om den har lempet ydelserne og gjort det mere attraktivt at komme til Danmark.

En ny borgerlig regering bør straks genindføre et samlet loft over de sociale ydelser og starthjælp for udlændinge, mener René Christensen.

- 454.215 kroner er en meget høj indkomst. Vi skal ikke have et system, hvor man peger fingre af dem, som sidder i kassen nede i Netto, siger René Christensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.