I hele 2015 fik kun 18 borgere fra EU og EØS (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde) hurtigere adgang til at få dagpenge i Danmark, skriver Berlingske.
Men om det er 18, 1800 eller 18.000 EU-borgere, der har fået hurtig adgang til danske dagpenge, er ligegyldigt for Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted.
- Det skal ikke være sådan, at det danske velfærdssystem kan misbruges af resten af Europa. Det system, vi har bygget op, er forbeholdt danskerne, siger han til Ritzau.
EU-borgere skal leve op til a-kassernes krav for at få dagpenge - blandt andet have været medlem mindst ét år og have haft minimum 52 ugers fuldtidsbeskæftigelse inden for de seneste tre år.
Men det er muligt at medregne optjeningsperioder fra hjemlandet for hurtigere at få dagpenge. Det kræver, at man har arbejdet mindst 296 timer inden for tre måneder i Danmark.
Og det var der altså 18 personer, der gjorde i 2015.
Har I ikke blæst debatten for meget op, når der trods alt kun er tale om 18 personer?
- Nej, det synes jeg ikke, for muligheden skal ikke være der. Der skal ikke være nogen, der kan udnytte reglerne og få hurtig adgang til dagpenge. Det er uanset, om det er få eller mange, siger Bent Bøgsted.
Når det drejer sig om så få personer, kan det ikke være pengene, det drejer sig om, men et princip?
- Ja, det er et princip. Det skal ikke være sådan, at det danske velfærdssystem kan misbruges af resten af Europa.
Når du taler om, at "resten af Europa" kan misbruge det danske system, er det så ikke netop at tale problemet op, når nu der kun er tale om 18 personer?
- Nej, for vi mener, at hvis man skal have dagpenge i Danmark, skal man have været på det danske arbejdsmarked i et år og optjent retten. Vi er imod reglen om, at man bare skal arbejde i tre måneder.
Hos LO påpeger næstformand Ejner K. Holst, at de udenlandske arbejdere ikke rejser efter de danske dagpenge, men efter job. Til det siger Bent Bøgsted:
- Jeg skal ikke kunne sige, hvad de rejser efter. Der er dem, der kommer hertil med hele familien og bliver her resten af livet. Og så er der dem, der kommer herop kortvarigt og tager hjem i perioder.
Hos Socialdemokratiet glæder beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen sig derimod over det lave tal.
- Man kan kun være tilfreds med, at det ikke er flere. Det synes jeg, er rigtig, rigtig godt. Men samtidig skal vi hele tiden holde øje med området og sikre os, at tallet ikke begynder at stige.
Diskussionen om velfærdsturisme handler dog ikke alene om dagpenge, men også børnecheck, SU og kontanthjælp, påpeger ordføreren.
/ritzau/