Dette køn tager de længste bade
Kvinder, unge og storbymennesker tager længst bade, viser en ny undersøgelse fra Bolius. Læs, hvad du kan gøre for at spare på vandet.
Danskerne bruger i gennemsnit 6,5 minutter i badet
Danskerne bruger i gennemsnit 6,5 minutter i badet Foto: Scanpix/arkiv


30-årige Pernille Madsen står gerne 10 minutter under bruseren, når hun går i bad. Hun vasker sit hår med forskellige produkter, barberer sine ben og bruger i det hele taget badet som en afslappende pause fra hverdagen.

Men når hendes 44-årige mand og deres 6-årige søn går i bad, tager det sjældent mere end et minut.

- Jeg tror nærmest, de er ligeglade, om vandet er varmt eller ej. Min mand skal bare lige vaske sig med en slags sæbe, og så er det overstået. Det er ikke på samme måde en afslappende ting for ham, siger Pernille Madsen, som sammen med familien bor i Kolding.

Pernille Madsens familie er ikke den eneste, hvor kvinden bruger længere tid på badet end manden. Ifølge en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Bolius, er kvinder i gennemsnit længere tid i bad end mænd.

Ifølge undersøgelsen tager kvinder i gennemsnit et brusebad på 7,01 minutter, mens mænd i snit bader 5,97 minutter - en forskel på mere end et minut. Danskerne bruger i gennemsnit 6,5 minutter i badet.

At kvinder brugere mere tid end mænd i brusebadet kan hænge sammen med en ny tendens, som i høj grad ses i storbyer, forklarer professor Kirsten Gram-Hanssen fra Aalborg Universitet, som forsker i hverdagsliv, brugeradfærd og ressourceforbrug.

- Vi ser en kultur for wellness i vores samfund, hvor folk tager længere bade end tidligere. Og det er en kultur, som muligvis appellerer mere til kvinder end til mænd. Selvom mændene også er godt med, forklarer Kirsten Gram-Hanssen.

Kvinderne er ikke ene om at nyde brusebadet lidt længere. Jo yngre danskerne er, desto længere tid bruger de i badet. Især studerende er længere tid i bad, og storbymennesker bader i gennemsnit længere end folk fra landområderne, viser YouGov-undersøgelsen for Bolius.

Så meget kan du spare ved at forkorte brusebadet

Varmt vand koster mere end koldt, fordi man bruger energi på at varme vandet op. Det koster ca. 80 øre i minuttet at tage brusebad, hvor ca. 1/3 af vandet er fra den varme hane. Det vil sige, at 10 minutters bad koster 8 kr. mens et 5 minutters bad kun koster det halve.

Sluk for bruseren, når du sæber dig ind
Hvis det tager 30 sekunder at sæbe sig ind og få shampoo i håret, sparer du 6 liter vand ved at lukke for vandet imens.

Spar penge og vand med en sparebruser
Hele 42 % af danskerne har ikke sparebruser, viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Bolius. Hvis du ikke har sparebruser, bruger du ca. 12-15 liter vand i minuttet. Med fem minutters bad bruger du altså 60-75 liter vand, med ti minutter bruger du det dobbelte.

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Bolius Boligejernes Videncenter i perioden 3.-4. december 2015.
Der er i alt gennemført 1.010 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.