Det viser målingerne om Trumps og Clintons vælgere
53 procent af mændene stemte på Trump, 54 procent kvinder valgte Hillary Clinton, viser summen af målinger.
Et tv i Ronald Reagan Airport i Washington viser Hillary Clintons accept af, at hun tabte præsidentvalget til Donald Trump.
Et tv i Ronald Reagan Airport i Washington viser Hillary Clintons accept af, at hun tabte præsidentvalget til Donald Trump. Foto: Paul J. Richards/AFP


Var det de vrede hvide mænd uden uddannelse, som sikrede, at republikaneren Donald Trump ved valget tirsdag blev valgt til USA's næste præsident?

Måske, men de tal kendes ikke endnu, og der vil formentlig gå mange måneder, før samfundsforskere arbejder sig gennem talmaterialet og finder ud af, hvilke samfundsgrupper, der stemte, og hvem der stemte på hvem.

En række nyhedsorganisationer foretog valgstedsmålinger tirsdag, hvor vælgerne blev spurgt om deres baggrund, og hvem de stemte på.

De målinger har BBC kigget på og sammenregnet. BBC gør opmærksom på, at de kan vise sig at være behæftet med betydelige fejl.

Men med det forbehold, så viser målingerne, at 53 procent mænd, der stemte, satte kryds ved Trump, mens 41 stemte på demokraten Hillary Clinton.

For kvinder var det 42 procent, der støtter Trump mod 54 procent til Clinton.

58 procent af de hvide mandlige vælgere stemte på Trump og kun 37 procent på Clinton. De samme tal for hvide kvinder var 53 procent for Trump mod 43 procent til Clinton.

Kun 8 procent sorte valgte Trump, mens hele 88 procent stemte på Clinton. Blandt vælgere med latinamerikansk baggrund stod 29 procent bag Trump og 65 procent Clinton.

Også asiater har haft deres store tvivl om Trump. Kun 29 procent har stemt på ham, mens Clinton blev bakket op af 56 procent.

Hvis man ser på indkomstgrupper, så har de fleste med lavere indkomst stemt på Clinton (52 procent), mens 41 procent stemte på den republikanske ejendomsmatador fra New York.

Trump vandt 62 procent af stemmerne i landområderne, og han sikrede sig forstæderne med 50 procent.

Clinton fik 59 procent af stemmerne i byerne mod 35 procent til Trump.

En generel tendens var at ældre vælgere foretrak Trump, mens de yngre stemte Clinton.

De nyhedsmedier, der indgår i beregningerne, er Edison Research for ABC News, AP, CBS News, CNN, Fox News og NBC News.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.