Det vidste du ikke om din allergi
Pollenallergi er voldsomt ubehagelig. Er du ramt af kløe og nys, er sandsynligheden stor for, at du har en allergi. Bliv klogere her.
Løber din næse? Måske har du allergi
Løber din næse? Måske har du allergi FOTO: Scanpix


Du nyser konstant, har ondt i dine øjne, de klør og du er træt, føler du lever i en boble … du har pollenallergi og det styrer dit liv.

Men sådan behøver det ikke at være, skriver magasinet LIME – du kan nemlig gøre meget selv for at lindre dit ubehag. Men for at hjælpe dig selv, skal du vide, hvad du har med at gøre.

Mange danskere ramt

- Vidste du, at langt over en million danskere er berørt af allergi, astma eller andre sygdomme, der gør dem overfølsomme? For de fleste er det græs- og træpollen, som er de helt store syndere. Har du det, betyder det, at du bruger det meste sommeren med næsen i snotpapir.

Du er en snotnæse

- Vidste du, at mange forveksler deres allergi med forkølelse og tror, de har en god omgang snotnæse? I virkeligheden render de rundt og har høfeber, men symptomerne minder så meget om hinanden, at det kan være svært at skelne. Læg derfor mærke til, om din forkølelse kommer på omtrent samme tid hvert år, og om du har ømme øjne. Hvis ja, har du muligvis allergi.

Du giver det til børnene

- Vidste du, at uanset hvilke allergi du har, er dine børn i stor risiko for at arve det af dig? Risikoen er endnu større, hvis din mand også er allergiker, faktisk stiger den op til 70 procent. Har ingen af jer allergi, er risikoen nede på ti procent.

Du slipper for havearbejde

- Vidste du, at du har en pokkers god undskyldning for at slippe udenom græsslåning, hvis du har allergi overfor græspollen? Det siger sig selv, at du helst ikke skal udsætte dig selv for det ekstra pres, det er at slå græs. Husk også, at det er en god idé at tørre tøj indenfor i stedet for udenfor, og at du skal vaske hår om aftenen, så du ikke tager pollen med i seng.

Pas på med frugt

- Vidste du, at du skal være varsom med noget frugt, grøntsager og nødder, hvis du har pollenallergi? Der kan nemlig opstå en krydsreaktion, fordi visse stoffer ligner hinanden og sætter gang i allergien.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.