Det ved vi om Europas mest eftersøgte mand
Den ene af tre brødre, der angiveligt alle var indblandet i fredagens terrorangreb i Paris, er fortsat på fri fod og jages i både Frankrig og Belgien.
leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Europas mest eftersøgte mand hedder Salah Abdeslam og menes at have været en af mændene bag fredagens brutale angreb i Frankrigs hovedstad, Paris, hvor mindst 129 mennesker mistede livet. Ifølge BBC blev han sammen med to andre kortvarigt stoppet af politiet ved den fransk-belgiske grænse tidligt lørdag morgen. Betjentene lod ham angiveligt gå efter at have tjekket hans id. 26-årige Salah Abdeslam menes at have lejet en Volkswagen Polo med belgiske nummerplader, der blev parkeret uden for spillestedet Le Bataclan, hvor 89 personer blev dræbt fredag. Politiet beskriver ham som farlig. Den belgiskfødte franskmand menes at være en af tre brødre, som har været involveret i Paris-angrebene. De har alle boet i Belgien. En af brødrene skulle være blandt de seks selvmordsbombere, mens den anden er blandt mindst syv mænd, der er blevet anholdt i Bruxelles i forbindelse med angrebene i Frankrig.