"Det var helt sindssygt" - Kendisser: Derfor elsker vi teateret
De skrå brædder er for mange danske stjerner en arbejdsplads, men samtidig er teaterformen også den form for skuespil, de bedst kan lide.
Silas Holst fremhæver særligt "La Cage aux Folles" med Preben Kristensen fra 1996 som en teateroplevelse, der står klart i hans hukommelse. Her ses han med sin kæreste, Johannes Nymark.
Silas Holst fremhæver særligt "La Cage aux Folles" med Preben Kristensen fra 1996 som en teateroplevelse, der står klart i hans hukommelse. Her ses han med sin kæreste, Johannes Nymark. Foto: Khan Tariq Mikkel/Polfoto


Hvis man elsker, hvad man laver, arbejder man ikke en dag i sit liv. Så selv om de danske skuespillere selv tjener til dagen og vejen på de skrå brædder, elsker de også at komme der i deres fritid.

Flere skuespillere, som vi kender fra de danske scener, foretrækker nemlig teateret over alle andre former for underholdning.

- Der er noget magisk ved, at det er live og lige foran én. Det, der sker, sker. Det er exceptionelt nervepirrende, siger danseren og musicalstjernen Silas Holst til Ritzau Fokus på den røde løber til premieren på teaterstykket "Dirch".

Særligt husker Silas Holst Det Ny Teaters opsætning af stykket "La Cage aux Folles" i 1996, hvor blandt andet Preben Kristensen medvirkede.

- Den forestilling var helt ufattelig god. Der var mænd i dametøj, fantastisk musik og fantastiske mennesker. Jeg husker det ligeså tydeligt, som var det i går, siger Silas Holst.

Peter Gantzler, der spillede med i den succesfulde dogmefilm "Italiensk for begyndere", har også en forkærlighed for teateret.

- Jeg holder meget af den levende kunst og det, der sker nu og her. I teateret kan du ikke gøre noget om. Det går, som det går. Der viser man sig for alvor som skuespiller, siger Peter Gantzler.

Alexandre Willaume, der var med i "Hundeliv", husker også særlig én teateroplevelse, som skiller sig ud fra de andre.

- Jeg var omkring 18 år, da jeg på Betty Nansen Teatret så Jesper Christensen fremføre monologen i Richard III. Det var helt sindssygt, og det vil altid stå klart i min hukommelse, siger Alexandre Willaume.

Han afslører desuden, at selv om han i forvejen godt vidste, han ville være skuespiller, motiverede den oplevelse ham i høj grad til at forfølge drømmen.

- Det var virkelig med til at sparke mig i retningen af at blive skuespiller, siger han.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.