Det tog fire år at flytte Roskilde Festival en dag
Festivalen er flyttet, så musikken i år begynder onsdag. Det har gjort det muligt at booke Pharrell Williams.


Danmarks største musikfestival gør op med en tradition. Siden 1988 har Roskilde Festival afholdt koncerter fra torsdag til søndag, men sådan bliver det ikke i år. Programmet er rykket en dag, så nu er der i stedet gang i festivalens scener fra onsdag til lørdag.

Det har været et langt og sejt træk for Roskilde Festivals ledelse at få flyttet festivalen. Festivalens musikchef, Anders Wahrén, er en af dem, som har haft det største ønske om at flytte musikdagene. Han fortæller, at man har arbejdet på flytningen i fire år.

- Det har været et stort ønske for os længe. Vi har tidligere oplevet, at søndagen var en lidt kedelig dag, hvor mange mennesker tog hjem i løbet af hele dagen. Nu håber vi i stedet at kunne skabe en stor fest lørdag aften og så slutte af med manér, siger han.

Tidligere spillede et af Roskilde Festivals hovednavne søndag aften, hvorefter festen forsatte på de mindre scener. I år er der lagt op til en større nattefest, når danske Suspekt lukker Orange Scene med en koncert, som først begynder klokken 01.30.

- Vi ved godt, at vi har gjort op med en tradition om søndagen, men vi synes, alternativet er bedre. Så kan gæsterne slutte af med en god fest lørdag og sove rusen ud til søndag og tage hjem med god samvittighed, uden at de skal gå glip af noget, siger musikchefen.

Men flytningen giver også nogle helt konkrete fordele, når Roskilde Festival forhandler med bands og agenter. Der er nemlig mindre konkurrence om de store hovednavne onsdag frem for søndag.

- De andre festivaler, som ligger i den samme uge som os, har primært musik i weekenden, så vi har onsdagen og torsdagen for os selv, og det styrker os, siger musikchef Anders Wahrén.

Musikchefen er allerede ved at planlægge Roskilde Festival 2016, og han afslører, at der allerede er kunstnere, som specifikt spørger til onsdag og torsdag.

Pharrell Williams er et af festivalens store hovednavne denne sommer, og han spiller på den nye dag onsdag.

- Jeg tror ikke, at det var lykkedes at booke ham, hvis vi havde arbejdet med den gamle model, som går fra torsdag til søndag. Så allerede nu kan man se fordelen ved ændringen, mener Anders Wahrén.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.