Det kan Trump-sejr betyde for Europa
Hvis Trump bliver USA's præsident, kan det gå ud over samhandel, vækst og sikkerhed, frygter Marlene Wind.
Donald Trumps kandidatur til posten som USA's præsident gør dette valg til et af de vigtigste politiske opgør i nyere tid, siger den udenrigspolitiske ekspert Jan Techau. Valget er "skræmmende vigtigt" set fra Europa, siger EU-professor Marlene Wind.
Donald Trumps kandidatur til posten som USA's præsident gør dette valg til et af de vigtigste politiske opgør i nyere tid, siger den udenrigspolitiske ekspert Jan Techau. Valget er "skræmmende vigtigt" set fra Europa, siger EU-professor Marlene Wind. Foto: Carlo Allegri/Reuters


Der står dramatisk meget på spil for Europa, når amerikanerne tirsdag går til valg.

Med Barack Obama som præsident har USA allerede nedprioriteret Europa til fordel for Asien og landene omkring Stillehavet.

Hvis Hillary Clinton bliver ny præsident, vil forbindelserne til Europa blive opprioriteret.

Men det vil gå stik modsat, hvis Donald Trump bliver præsident.

Det mener i hvert fald den udenrigspolitiske ekspert Jan Techau. Han er direktør for tænketanken Richard C. Holbrooke Forum på American Academy i Berlin.

- Hillary Clinton har en dyb forståelse for den strategiske situation i Europa og for de problemer, som europæerne har. Det forstår Donald Trump simpelthen ikke, siger Jan Techau.

Han mener, at hvis Demokraternes Hillary Clinton bliver valgt, vil hun følge tidligere amerikanske præsidenter og den politik, de uanset partifarve plejer at føre.

Helt anderledes vil det være, hvis republikaneren Donald Trump vinder det tætte opgør om Det Hvide Hus.

- Det vil være en meget skarp forvandling af USA's politiske system. Så Trump alene gør dette valg til et af de vigtigste politiske opgør i nyere tid, siger Jan Techau,

Han mener, at det amerikanske præsidentvalg set fra Europa handler om at blive taget alvorligt som et sted, hvor USA skal engagere sig, eller ej.

- Det er det, der står på spil. Så dramatisk kan det virkelig siges, mener Techau.

EU-professor Marlene Wind fra Københavns Universitet mener, at Donald Trumps kandidatur gør det amerikanske præsidentvalg "næsten skræmmende vigtigt" set fra Europa.

- Der står nok mere på spil for Europa denne gang end nogensinde før, siger Marlene Wind.

Hun mener, at den amerikanske rolle i verden vil få "en gevaldig drejning" med en uforudsigelig Donald Trump som præsident.

Trump vil trække USA ind i sig selv, og det kan både gå ud over samhandel, økonomisk vækst, europæisk sikkerhed og i øvrigt også kampen for menneskerettigheder i verden, mener hun.

- Hvis man tager udgangspunkt i, hvad han har sagt i valgkampen, så er det virkelig noget, der kan få rigtig mange til at ligge søvnløse om natten, siger Marlene Wind.

Donald Trump er imod TTIP-frihandelsaftalen, som EU og USA nu har forhandlet om i over tre år.

Ligesom Obama og Clinton ser han også Europa som et sted, hvor USA har brug for at gøre en bedre handel, og hvor europæerne dermed selv skal betale mere til deres eget forsvar.

Men Trump er gået skridtet videre og har truet med ikke at komme Nato-lande til undsætning, hvis de ikke selv bruger penge nok på deres forsvar - på trods af, at Nato-pagtens artikel 5 lover hjælp uden betingelser.

- Trump ser på det som en revisor, siger Jan Techau.

Men dermed overser han, at det også gavner USA, hvis der er fred og stabilitet i Europa, mener Techau.

- Hvis man har denne revisortilgang til politik, så fejler man, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.