Det Hvide Hus roser Danmark for at fjerne kemiske våben
Danmark har ledet en mission, der fjerner Libyens rester af kemiske våben. Det bemærkes i Det Hvide Hus.


Der er international ros til Danmark.

På blot 12 timer blev kemiske stoffer lørdag i sidste uge fyldt på containere og sejlet ud af havnen i Misrata og væk fra Libyen.

Missionen, som er danskledet, skal bortskaffe cirka 500 tons rester af Libyens kemiske våbenlager. Og missionens succes bemærkes.

- Vi værdsætter den vigtige rolle, som Danmark har ydet maritimt for sikkert at fjerne kemikalier fra Libyen, lyder det i en erklæring fra Ned Price, talsmand for USA's nationale sikkerhedsråd.

Kemikalierne fragtes nu til Tyskland, hvor de skal destrueres.

To danske skibe har været med til at fjerne resterne af et kemisk våbenlager i Libyen, og missionen er tæt på at være afsluttet.

Det er gået hurtigt og effektivt med at fragte containere med kemiske stoffer væk fra Libyen, har flotilleadmiral Torben Mikkelsen tidligere sagt.

Han er om bord på et af de to danske skibe, der lige nu sejler de kemiske stoffer mod Tyskland.

Det er den libyske samlingsregering, der har bedt det internationale samfund om hjælp. Det har været medvirkende til at sikre stor opbakning i Folketinget, hvor samtlige partier stemte for forslaget.

Ud over skibe og personale har Danmark også sendt blandt andet en containerskanner fra Skat, der kan bruges til at kontrollere indholdet af kemikaliebeholderne.

De kemiske stoffer er resterne fra et lager, som diktatoren Muammar Gaddafi indsamlede. Den daværende leder blev dog væltet i 2011 og siden dræbt.

I erklæringen nævnes Danmark først, men der er også tak til Tyskland, Storbritannien, Canada og Finland, der også har haft roller.

USA har samlet og organiseret gruppen.

Danmark spillede også en hovedrolle, da Syriens kemiske stoffer blev bortskaffet i 2014.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.